Farvel fra min store kærlighed, Thor



Kære Camilla….Uha, jeg kan næste ikke få dit navn over mine læber - og jeg kan næsten ikke få mig selv til at kigge ned i kisten.
Jeg er meget rundsforvirret lige nu, for jeg aner ikke mine levende råd.
Til tider hadede jeg dig, fordi du ikke ville lade mig være i fred. Omvendt har jeg aldrig tidligere følt mig så set og forstået som da jeg var med dig.
Du skræmte mig helt vildt meget og det var lettere at forsvinde i vrede og afmagt end at lytte til hvad du havde at sige. Jeg følte heller ikke at jeg havde ordene i min magt som du havde. Det var som om, at uanset hvad der skete, så fandt du altid den røde tråd. Og du blev bare ved og ved med at spørge indtil jeg svarede dig. Øv, hvor irriterende – og hvad fanden skulle jeg svare dig?


Du var vildt irriterende dengang du kom brasende ind af min hoveddør uden respekt for mig. Jeg ønskede ikke du skulle se mig i den tilstand.
Jeg kunne ikke se dig efter den episode, for jeg var bange for, at du nu havde mistet respekten for mig.
Jeg blev vist aldrig rigtig forelsket i dig – og dog så skete der et og andet med mig som jeg ikke kan forklare.
Jeg følte mig tryg og som et helt menneske i dit nærvær og jeg følte mig sårbar og handlingslammet.
Jeg har aldrig modtaget så meget ægte kærlighed før. Du formåede virkelig at få mig til at føle mig elsket samtidigt med at du skræmte livet af mig.
Jeg forstod ikke, at du sagde, at du var vild med mig samtidigt med at du skubbede mig væk - og alligevel vidste jeg godt, at det var min egen skyld.


Gid jeg havde været voksen nok til at tage imod din kærlighed, for jeg ved du kunne have givet mig hvad jeg havde brug for. Ahh og alligevel troede jeg ikke på, at du ville kunne det, for så skulle jeg holde mig hjemme hver eneste dag uden at se mine venner – og hvad med mine rejser til Berlin? Så ville du skulle med hver gang… Det orkede jeg ikke, for så ville jeg ikke kunne drikke mig fuld og feste som jeg plejede.
Du var nemlig alt for fornuftig – til tider så fornuftig, at jeg følte mig sat i håndjern. Sommetider blev jeg bange for, om jeg nogensinde ville kunne blive i stand til at elske nogen, men selvfølgelig kan jeg det med rette kvinde. Jeg har bare ikke fundet hende endnu.
Men jeg blev bange for, om nogen overhovedet kunne takle min depression, som gjorde mig handlingslammet og egoistisk i perioder.


Jeg tænkte på dig længe efter vores sidste møde – faktisk kunne jeg ikke få dig ud af hovedet uden helt at være klar over hvorfor. Du dukkede op i tide og utide når jeg mindst ventede det.
Det har været hårdt for mig, når du konfronterede mig med mine mangler og svigt. Jeg er godt klar over, at jeg ikke behandlede dig ordentligt, men hvorfor skulle du gå så vidt? Du blev bare ved og ved som et maskingevær uden at respektere mig… Jeg følte mig som et jaget dyr.


Jeg følte mig flov når jeg rendte dødfordrukken rundt inde i byen. Jeg skammede mig i den grad. Jeg håbede længe efter at møde dig igen, men samtidigt frygtede jeg det også.
Jeg ved at du vil have udviklet dig med lynets hast, hvilket bare ville have fået mig til at fremstå som et lille pjok. Jeg ville sikkert komme til at tage med dig hjem, for derefter at forlade dig igen.
Du ville blive vred og trist og så ville jeg skulle igennem det samme igen. Det orkede jeg ikke og samtidigt ville jeg ikke kunne lade dig være.
Der var noget ved dig Camilla som jeg blev tiltrukket af. Du havde en styrke som jeg misundte dig og samtidigt fik jeg altid lyst til at skubbe dig væk igen.


Jeg ville ønske at jeg havde dit mod, men det havde jeg ikke.
Jeg følte intet på daværende tidspunkt. Det var som om at jeg bare var en tom skal, som ikke anede hvem jeg var eller hvor jeg var på vej hen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle med livet…
Jeg følte mig aldrig elsket uanset hvem jeg stødte ind i – ej heller ikke når det omhandlede mine venner. Jeg følte mig ofte udenfor selvom jeg var populær, og jeg følte mig mutters alene i verden.
Da jeg mødte dig, følte jeg, at jeg havde mødt en ligesindet, hvilket var rart. Jeg vidste, at du også var populær blandt mændene i gruppen, hvorfor jeg var nødt til at få dig. Jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg kunne få dig som den eneste uden at tænke videre over dine følelser.
Egentlig havde jeg heller ikke troet på, at en kvinde som du, ville blive forelsket i mig. Det blev jeg faktisk meget overrasket over.


Jeg havde ikke planlagt at du skulle være en som jeg skulle ses med on and off, men det var gerne sådan det ender med de kvinder jeg møder. På den ene side hadede jeg det og på den anden side havde jeg et kæmpe behov for det.
Jeg blev forskrækket over at du var af en anden støbning når vi taler om alt det du har givet mig tørt på. Du var jo sårbar da jeg mødte dig, så hvordan kunne du overskue det samtidigt med at du lige var blevet diagnogsticeret?
Jeg kan ikke klare at tænke på alt det, der er sket. Egentlig var jeg glad for at du havde mødt dig en mand og samtidigt svandt alt håb ind. Jeg havde nemlig brug for dig nu og da hvis vi dog bare havde kunnet få det til at fungere gnidningsfrit.
Men du kom altid for tæt på og arrrgg, det blev for meget med al din spørgen og kravene som du stillede. Jeg kunne ikke klare at blive konfronteret med alt det, jeg ikke evnede at svare på.
Jeg var ofte forvirret og anede ikke mine levende råd. Det var nemmere bare at skride og så begynde forfra igen.


Hvad skulle jeg dog gøre? Livet kørte bare i ring og jeg røg længere og længere ud i tovene. Jeg følte bare intet og kunne derfor intet gøre. Jeg løb panden mod en mur hele tiden.
Det var simpelthen for pinligt for mig, at du skulle rodes ind i mit liv. Du ville bare have endt med at hade mig, hvis du vidste hvad jeg havde gjort eller oplevet gennem tiden. Jeg kunne ikke klare at nogen hadede mig, hvilket jeg blev klar over, at du måske allerede gjorde – og dog vidste jeg jo, at du elskede mig dybest inde.
Hvordan kunne du overhovedet det? Var det bare et trick du brugte eller prøvede du mig af? Jeg blev sommetider forvirret over dig, for alt gik galt fra starten og alligevel påstod du, at du elskede mig. Ville du have fortsat med at elske mig, hvis du virkelig lærte mig at kende?
Måske var det bedre med mystik for så kunne nysgerrigheden holdes i skak.


Jeg ønsker ikke at kunne skrue tiden tilbage, for jeg ville alligevel aldrig have turdet at gøre det anderledes. Men jeg kunne måske ærgre mig over, at jeg aldrig formåede at behandle dig med den respekt du havde fortjent.
Du satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig på godt og ondt. Og alligevel gad jeg godt at have set dig igen samtidigt med at jeg var pisse bange for det. Der var så meget der skulle lukkes ned bagefter, hvilket jeg slet ikke orkede.
Det var som om jeg var et delt menneske i dit nærvær; på den ene side følte jeg mig hel og på den anden side, skulle jeg kæmpe sådan en kamp for at holde sammen på mig selv.
Jeg ville helst bare have glemt dig Camilla, men det gjorde sgu også for ondt. Og det gjorde for ondt at se dig igen, da dette ville have sat gang i min rastløshed samtidigt med, at når jeg lå i din favn, så følte jeg en enorm ro og længsel…