Det pokkers liv!



Har svært ved at acceptere at mit liv skal være sådan. Folk vil så gerne bekymre sig, men de forsvinder ofte, når jeg har brug for dem. De siger, at de ikke kan give mig, hvad jeg har brug for. Jamen, jeg har bare brug for omsorg og kærlighed. Intet andet!

Jeg tror min mor skammer sig over mig. Jeg tror min mor har det svært med, at jeg har forandret mig så meget - til det bedre vel og mærke, men dette gør, at hun får endnu mere øje på egen utilstrækkelighed. Jeg minder hende jo også om denne skyggeside, når jeg beder om noget, hun slet ikke kan give mig.

Føler mig svigtet og valgt fra. Føler jeg hele tiden skal se pæn ud, for ellers gider folk mig ikke. Kæmper for andre, fordi her føler jeg at jeg kan udrette noget, men har fundet ud af, at ikke alle synes om at blive “reddet”, og desuden gjorde jeg det for at undlade at mærke egen sorg. En stor sorg over at være anderledes, og ikke kunne følge med og forstå de ting, der sker omkring mig. Alle disse sociale regler, som jeg ihærdigt prøver at indhente og tilpasse mig, selv om det ligger langt uden for mine kompentencer.

Har dulmet min sorg i mænd, men dette er jeg stoppet med. I det hele taget er jeg stoppet med de mest betydningsfulde flugtmekanismer, jeg havde på nær lige alkoholen, som ofte er min tro følgesvend i weekenden sammen med masser af smøger, men altså kun en enkelt dag. Tidligere var det stort set hver dag og/eller et par gange om ugen.

Alkoholen har sat sine spor under øjnene. Hader poserne, for hvad kan jeg så byde ind med? Jeg har rigtig meget at gi’, men hvordan spotter jeg de mennesker, som vil mig det godt. Mennesker, der ikke er ude på at bruge mig og udnytte min hjælpsomhed.

Så var der AB, så var der K, så var der T og nu L, hele tiden en ny på “tapetet”, som jeg kan redde eller forelske mig i. Men var L nu ikke også anderledes end de andre? Jo, jeg finder altid på en undskyldning, så jeg kan få mit “fix”.

Forstår ikke ondskaben i verden. Der er så meget, jeg ikke forstår. Ved ikke hvem jeg kan stole på – og slet ikke, når noget brænder på. Sidder de ikke dér på rad og række og peger fingre af mig eller taler i krogene?

Har fundet mig i for meget; kommune-tortur, svigt fra mentorer, mænd, som ville have sex af mig grundet mit ydre og smukke krop, mænd, som har misbrugt, at jeg ikke kunne aflæse dem, arbejdspladser, kollegaer og studiekammerater, der har misbrugt min perfektionisme og angst for at være uden for sammenholdet samt mobningen og sladderen, min familie, som har holdt mig uden for og kaldt mig diverse øgenavne som skør, dum i hovedet (sidstnævnte ændrede sig dog efter min høje IQ scoring). Værst af alt er, at ingen har talt om tingene, undskyldt eller ønsket at ændre noget. Åh gid, jeg kunne aflæse og forstå, men det er jo ikke min skyld. Jeg har kæmpet i terapi og lært teknikker, for at kunne give andre noget godt. Vi har selv et ansvar!

Kan ikke udholde snakken - og da slet ikke small talk eller lange forklaringer. Min hjerne stritter imod, for den er udbrændt. Men så var min udkårne da noget særligt, for han sagde ikke ret meget. Og han var slet ikke farlig med sin spinkle krop og selvudslettende adfærd lige på nær, når han sad bag skærmen. Men han var noget særligt, for han var helt sikkert sårbar som jeg. Det kunne jeg fornemme, for jeg mærker alt meget intenst. Men alle de andre siger jo, at det skal jeg ikke tage mig af – altså hvorvidt jeg kan føle andre, for det kan de ikke i samme grad er min erfaring. Men jeg må holde fast i mavefornemmelsen og mine erfaringer, for ellers har jeg ingen tro på livet og godheden længere. Bliver sgu så forvirret.

Det kan bare blive for meget med alle disse følelser og langsomme system, som er på konstant overarbejde. Forsøger at fjerne tankerne ved at male og indrette lejlighed for tiden, men jeg må opgive og smutte på druk igen. Den evige følgesvend i svære tider, og dem er der rigtig mange af – altså de svære tider. Mens jeg kæmpede, hvilket jeg har gjort gennem hele livet; i skolegården, på jobbet, studiet, i familien, på kommunen, via mentorer mm., har jeg været beskæftiget. Hvad skal jeg nu hvor jeg er førtidspensionist? Min krop har altid været vant til kamp eller flugt position, så hvordan forklarer jeg den, at nu skal den bare slappe af og nyde livet? Den skal hygge sig – et ord autister slet ikke forstår sig på, for hvordan kan man hygge sig i et hurtigt samfund med et langsomt system?

Hvordan kunne min familie svigte mig sådan? Forstår det ikke. Tror fanden jeg kæmper med diverse udfordringer og en tro på livet, for asperger og adhd kan man såmænd sagtens leve et godt liv med, med de rigtige forudsætninger. Dem har jeg desværre aldrig haft, og min mor giver gerne min far skylden eller mig, for min mor er flugtbilisten over dem alle. Jeg er i hvert fald den, der mærker det mest, for hun er min mor, og jeg er den svigtede. Hun kunne såmænd vinde 100 meter løbet uden at træne på forhånd, ingen tvivl om det.

Er det her livet; en evig stræben efter at blive accepteret, forelskelsestanker, der kører i ring, afvisninger, udfordringer, scor, druk, smøger, svigt, ensomhed, misforståelser, manglende evne til at tage ansvar og sige undskyld fra mine medmennesker, når de igen har svigtet mig eller overskredet mine grænser, og kaos. Men “normale” mennesker tænker måske bare, at jeg er skør og/eller burde tage mig sammen, uden overhovedet at have det mindste begreb om, hvad det vil sige at leve som jeg gør. Uden at spørge mig og ikke mindst lytte og forstå. Næh nej, vi har mere travlt med at sammenligne egne følelser og liv med andres. Behovet for at holde fast i vores naive tro på, at vi alle er ens med samme behov, for så slipper vi for at tage ansvar. Vi slipper for at se modparten og at reagere.

Hvis bare jeg kunne få en nat mere med dig, så ville alt være godt. Og hvis jeg bare kunne have penge til en omgang filler, botox, hænge-øjne-operation, nyt tøj, bedre mad og vitaminer (som om, det kan blive bedre nu), rejser og bla bla bla, så ville lykken være gjort. Vandt jeg bare i Lotto, så var min pengenød pist væk, for jeg bekymrer mig stadig om min økonomi, trods jeg egentlig har penge nok, men den svære belastningstilstand, vil ikke rigtig slippe sit tag i mig.

Et par gæster fra det listige sted passer på mig, selvom jeg er helt sikker på det modsatte, for jeg har svært ved at stole på nogen. Meget nemmere at forholde til de, jeg ikke kan stole på – de viser det så klokkeklart, at selv jeg fatter det - for så behøver mit sind ikke at komme på overarbejde, fordi her er reglerne helt klare og forhåndsbestemt.

Bagefter kan jeg løbe efter vedkommende, for så passer det med, at jeg derefter kan forsøge at redde vedkommende for ingen tvivl om, at de mænd jeg løber efter, har samme problematikker med tillid og svigt som jeg. De har også tillært sig kunsten "at gemme sig bag druk” mekanismen (eller hvad vi nu gemmer os bag). Her er vi ens og kan forstå hinanden, men jeg er ofte langt mere bevidst om det end de er.

Hvorfor fanden kan jeg så ikke bare stoppe denne destruktive adfærd? Jamen, det er netop hvad jeg er i gang med. Pyh, det gør ondt at indse samt føle alle disse gamle svigt fra opvæksten, hvilket jeg i den grad har taget med mig ud i den virkelige verden, hvor jeg fortsætter overgrebene mod mig selv. Autisme og adhd er én ting, men diverse svigt har ødelagt mit liv! Vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan ændre på fremtiden. Min mor er dog ikke interesseret i at ændre noget som helst - og fortiden, den vil hun slet ikke have noget med at gøre. Fortiden skal vi ikke tale om eller på anden måde røre ved. Fremtiden lukker hun ned for, for hun har fravalgt mig i sit liv. Den kærlighed jeg troede hun havde til mig, var desværre ikke stærk nok har jeg måtte erkende.

Ingen skal komme og ruske op i familiehemmelighederne, trods de kan gå hen og ødelægge mennesker. Det er langt vigtigere for mange, at det ser godt ud på overfladen. Skide være med, om psykiske problemer stadigvæk øges, og angst og stress er blevet en folkesygdom. Skide være med nærværet og kærligheden, hvis bare vi kan køre i store biler, vise os frem, hænge ud blandt de rigtige, have den perfekte krop og meget andet, så går det nok alt sammen. For hey, vi dulmer da bare sorgerne og problemerne gennem alkohol, ekstrem træning, stoffer, smøger, fast food, alt for lange arbejdstider, perfektionisme, skønhedsoperationer mm.

Min familie vil så gerne have, at det hele skal se godt ud - og så er der selvfølgelig de personer, som helt stopper med at handle på noget som helst. Mennesker, der ikke længere gør noget ud af sig selv, undlader at lytte og acceptere egne behov og drømme, lader manden dominere, undlader at tale om sig selv overhovedet, men retter fokus mod andres problemer og jeg kunne blive ved. Folk, der siger, at det går de ikke op i eller at de ikke behøver det. I det hele taget har de slet ikke brug for noget som helst, hvis du spørger dem. Og når andre handler på noget eller gør noget ud af sig selv, så er deres svar typisk "sådan noget gider jeg ikke gå op i". Nej, for de går vitterligt ikke op i noget, og ej heller ikke deres medmennesker. De starter hellere en konflikt hver gang, man tillader sig at tale om noget, undre sig, spørge, udvikle sig, nyde livet - altså uanset hvad man gør eller siger stort set.

Min familie lukker i den grad øjnene. Jeg var af samme grund en pestilens, for jeg agter ikke at lukke øjnene, men at tage ansvar, udvikle mig og sige undskyld. Men det er jo ALTID de andres skyld, for så slipper man for at kigge indad, og dermed tage ansvar. Tør man råbe op, så kommer der fokus på én. Sådan er det!