Livet som røvhul


Omgås man røvhuller, så ender man ofte selv med at blive et, for ingen kan omgås røvhuller for evigt, uden at det sætter sit ødelæggende præg på vores personlighed. Livet som røvhul er yderst hårdt, for her involverer man sig ikke på den sunde måde, og empati er en by i Rusland.
Nej i røvhullernes verden handler det om mig, mig og atter mig. Her handler det om at blive bekræftet af mænd og kvinder, venner og status og det ydre bliver alfa omega. Her skider man på hinanden, for det hele er overfladisk, og vi går derfor aldrig i dybden med noget.

Hvis nogen falder fra eller der sker noget uventet, så ryger alle "vennerne". Hvis ikke du er med på den værste og scorer på kryds og tværs, så er du skør eller mærkelig. Ingen lytter eller prøver at kigge lidt ud over deres komfortzone. Ingen tør tage imod den ægte kærlighed og omsorg, hvor vi bliver set og hørt som den vi er.
Næh nej, vi lader os narre og ender blandt røvhullerne ved selv at opføre os som et stort røvhul!
Vi ender med at dele røvhullernes egocentrerede holdninger, som bunder i stereotype og fordomme. Vi træder hen over de, som ikke er i samme branche eller ønsker at dulme sig selv, mens vi higer efter kærligheden dybt i os selv. Higer at blive elsket som den vi er ubetinget, mens vi stikker af og bilder os selv ind, at vi ikke har brug for nogen.

Bilder os selv ind, at stoffer overhovedet ikke er farlige, og at store mængder alkohol er en gave. Problemet er, at vi mister evnen til at mærke dybt i os selv, når vi eksempelvis drikker. Nogen prøver at bilde mig ind, at druk gør at de kan føle. Jeps, det kan man i ekstremerne, men der er en grund til, at nogen tyer til alkohol, når eksempelvis kæresten forlader dem. Når vi er fulde reagerer hjernen som en krybdyrhjerne - altså per automatik og her og nu. Eller hvad når jobbet ryger, og vi bilder os selv ind, at værtshusets gæster er vores nye venner.

Dette viser vi selvfølgelig ikke vores omgangskreds, for de vil bare feje det hen med, at du er følelsesladet, eller også burde du tage dig sammen. Ingen empati og medmenneskelighed at spotte.
Efter en rum tid med røvhullerne (vi mennesker er meget hurtige til at tage dårlige vaner til os), begynder vi at bilde os selv ind, at livet kører på skinner.
Når de dysfunktionelle tanker opstår, kan vi altid score en tøs mere, tage en bane mere, drikke lidt mere, og bilde os selv ind, at det er alle de andres skyld, mens mor eller far klarer ærterne for dig, når du igen har svigtet et menneske. Facaden skal nemlig helst ikke krakelere, så hellere dulme os selv til vi falder døde om af udmattelse og følgesygdomme.

Men det handler jo om at vi er bange. Bange for ikke at slå til, at være elsket og god nok. Hellere skubbe folk væk fra start, end at risikere at blive svigtet og ladt alene, for ingen skal opdage, at vi slet ikke er den, vi giver udtryk for at være.
Hellere bilde os selv ind, at vi ikke har brug for nogen, end at risikere at blive ladt alene.
Hellere undvære ægte kærlighed og et sundt forhold, end at risikere at noget går galt, for røvhuller vil have at alt det gode er et ta' selv bord, og ikke noget man skal gøre sig umage for at opnå.

Hellere lade mor og far dominere og redde trådene ud, end at stå på egne ben og dermed tage egne beslutninger (og ikke mindst ansvar), for hvad hvis de andre ikke synes om dine ytringer?
Hvad så?
Bliver du så forladt?
Nej, så hellere hænge ud med røvhuller, som kun banker dig længere og længere ned mod afgrunden. Hellere lade som om du er omgivet af venner, når du dybest inde er ensom og alene, for vi bliver ensomme når ikke vi formår at lytte til os selv. Vi bliver ensomme, når mor eller far tager styringen. Og vi er alene når stoffer og alkohol styrer vores liv, mens vi bilder os ind, at vi er super seje.

Og det er da også værd at have nogle løse "forhold", hvor I løber efter hinanden, for derefter at skubbe hinanden væk igen. Uha, det er sjovt! Som en lille Tivoli tur eller stoffer/druk måske?
Eller hvad med bare at ignorere folk, når ikke man tør at tage en konfrontation eller samtale?
Det er ved at være en folkesygdom det med bare at lukke ned for folk. Vi kan blokere folk her og der og alle vegne efterhånden, så vi slipper for at udvise empati og medfølelse, for ikke at tale om modenhed. Hvorfor dog afslutte tingene på en god måde, når vi bare kan skride og tage endnu en bane?

Hva', var jeg for farlig med min ægte måde at være på? Gjorde det for ondt på dit seje image, at sige undskyld? Følte du skam og tog du en bane mere, da du fandt ud af, at jeg aldrig har villet dig det ondt? For røvhuller tror alle er røvhuller - lige som når tyv tror hver mand stjæler. Røvhuller tror at alle andre svigter som de, men jeg svigter ikke. Jeg kan dog blive nødt til at gå min vej, for jeg ønsker ikke at ende som et røvhul.

Endelig er jeg på vej ud af røvhullernes ødelæggende klør, og jeg ønsker mig for alt i verden ikke tilbage igen. Det kan jeg heller ikke, for når først selvværdet er bygget op, så kan man ikke gå tilbage. Indimellem havner vi i røvhullernes magt, men det er dit ansvar at gøre dig fri af røvhullernes klør. Når man ved hvordan et røvhul fungerer, er det faktisk muligt at holde fast i sig selv, med mindre man er født og vokset op med røvhuller som jeg og mange andre.

Det kræver gode og ægte omsorgsfulde mennesker, evt terapi og en stor portion styrke, at komme ud af røvhullernes klør. Den lektie har jeg endelig lært mig, og jeg har heldigvis også kunne tiltrække gode mennesker, og været skarp og stærk nok til delvis at tage imod. Dog har jeg haft en periode, hvor jeg var tiltrukket af røvhuller efter min voldsomme belastningstilstand, for det er nemt at havne som et røvhul, når noget går galt i vores liv (så drikker vi, tager måske stoffer, arbejder non stop, træner non stop mm.).

Jeg kæmper for ikke selv at ende som det røvhul, jeg engang var, for jeg blev et røvhul efter mine kampe med kommunen, mentorer, manipulerende mænd, en opvækst som det sorte får, mobning, overgreb mm., men jeg tog ansvar og startede atter i terapi. Ingen skal ha' lov at gøre mig til et røvhul nogensinde igen, uanset hvor elendig jeg er til det non verbale og at aflæse mine medmennesker!

Vi bliver aldrig glade, når vi konstant higer for at være gode nok i andres øjne. Ingen er dårlige mennesker, fordi de mister deres job, har psykistiske udfordringer, elendige i skolen, har anden etnisk baggrund mm. Røvhuller ødelægger selvværdet hos andre, og så har vi brug for at dulme os selv endnu mere som tiden går. Og hermed fødes et nyt røvhul, for røvhuller tiltrækker desværre røvhuller! Og røvhuller omgås kun med andre røvhuller, for her er de ligeværdige!

Sådan genkender du et røvhul (andre kalder dem manipulatorer, playere mm. Jeg kalder dem ganske enkelt for røvhuller!):