Nyheder


D. 25. august 2019

Fordomme og stereotyper


Hvorfor har mange så svært ved at lytte? De konkluderer, afbryder, og kommer med deres bedrevidenhed uden overhovedet at tænke over, at vi alle er forskellige. Alle deres forudindtagende meninger forhindrer os i at se andre, som de i virkeligheden er. Vi bilder os ind, at vi allerede ved hvem de er ud fra fordomme og stereotyper.

Dette kan afholde os fra at møde mennesker og udforske andre kulturer, hvilket stopper os i at udvikle os. Åbenhed er vejen frem, for vi er nødt til at møde andre med nysgerrighed og et par lyttende ører. Vi er nødt til at forholde os til, at vi alle er forskellige uden at have brug for at pådutte folk øgenavne eller at sætte dem i bås.

Vi har alle brug for at blive set nøjagtig som vi er, så hvorfor er det så svært selv at leve op til denne kunst? Mennesker som hviler i sig selv, har denne helt specielle evne. Disse mennesker har en helt særlig aura, som tiltrækker begge køn. De har karisma samt en stor empati og styrke. De har overskud og rummelighed til at lytte, udforske, sætte sig ind i og forstå deres medmennesker på et langt dybere plan.

Det må være på høje tide, at jeg kommer ud og opsøger ligesindede, for jeg har selvfølgelig også brug for at blive set som den jeg er uden forbehold. Jeg har også brug for at blive lyttet til og forstået som det unikke menneske jeg er, og som vi alle er, men de fleste gemmer sig, for det er hvad der sker når vi hele tiden skal “indrette” os efter andres fordomme og angst for det, der ikke ligner det, vi selv kommer fra.

For fanden da; verden har så meget at byde på, så se at komme ud af busken, og stop især med at tro eller afbryde med dine sædvanlige udbrud, men giv dig tid til at stoppe denne uheldige vane ved at blive bevidst om den. Bliv i nuet og se verden med nye øjne. Gør dig umage!



D. 29. juli 2019

Slut!


Jeg har intet ønske om at se min mor og familie længere, og det er der en rigtig god forklaring på, som kommer her:


Mine læsere har sikkert læst om min mor og familie rundt omkring på min hjemmeside, hvorfor det måske ikke kommer som en overraskelse for nogen af jer, at det næsten måtte ende som det gjorde. Desværre har min mor en rigtig grim tendens til at nedgøre mig, ignorere mig og sågar starte konflikter, jo mere jeg udvikler mig og bliver glad samt ser bedre og mere lykkelig ud. Når man selv har det skidt, kan det være rigtig svært at tåle (jalousi/misundelse), at andre begynder at blomstre. Dette sker ofte helt ubevidst, men graver man lidt dybere, vil personen (min mor) nok kunne relatere til det, jeg skriver, men hun vil med garanti aldrig indrømme det.

I det hele taget indrømmer min mor ALDRIG, hvis hun har sagt eller gjort noget, som har såret mig og været ødelæggende for mig. Hvis jeg er dårlig grundet mine sanseforstyrrelser, ignorerer min mor mig eller siger noget, som gør mig forkert. Hvis jeg er angst, stresset og selvmordstruet, ignorerer mig og holder sig væk. Det er aldrig til at få fat i hende per telefon - selv når jeg er røget på hospitalet eller psyk - og hun ringer meget sjældent tilbage. Når jeg forkæler hende med mad og hjemmebagt glutenfri brød (hun hader at stå i køkkenet), er der altid et og andet at klage over. Når hun var syg og jeg kom og ordnede rengøringen, aftensmaden og forkælede hende, så var jeg irriterende når hun efterfølgende omtalte mig.

Samtidigt render hun rundt og klager over hvor stresset hun er, mens hun rydder af og fjerner ting, som skal bruges i/til madlavningen. Jeg er en ørn til at rydde op efter mig samt gøre rent, så her ligger problemet ikke. Nej, min mor elsker kontrol, og hvis der er noget at brokke sig over. Jeg bliver i hvert fald aldrig rost. Når jeg har konfronteret hende med noget hun har sagt eller gjort, ender det altid med at være min egen skyld - selv da jeg var 14 år og blev voldtaget og tæsket sønder og sammen. Og når jeg gik i byen i mine sene teenage-år, for jeg kunne bare blive hjemme.

Min mor bruger rigtig mange hentydninger, og når jeg har gjort noget forkert, så er det igen min skyld. Jeg opfordrer hende til at sige tingene mere konkret, men så ignorerer hun mig, for hun elsker konflikter, hvor hun kan føle sig i offer-rollen. Jeg skulle under opvæksten tage mig af min mor, fordi det altid var de andres skyld, men når jeg spørger i dag til, hvordan hun har det eller har brug for, så er alt i orden. Min mor kan fortælle timevis om min stedfar, som hun mener er et fjols. Dagen efter har kun glemt alt, og så er jeg pludselig skurken. Sådan skifter hun efter, hvad der lige passer ind i hendes kram.

Da jeg som 5-6 årig fik tildelt en psykolog fra kommunen, fordi jeg havde det ekstrem skidt, sad min mor som oftest bare og snakkede og drak the med hende i køkkenet. Når jeg tidligere kæmpede med kommunen om en førtidspension, og jeg havde min partsrepræsentant med, kæmpede min mor for opmærksomheden. Hun spurgte aldrig til, hvordan jeg havde trods jeg var mega stresset og selvmordstruet. I stedet gav hun mig penge, så jeg kunne drikke lidt øl sammen med slænget, der som jeg, også kæmpede med kommunen. Hun gjorde mig også forkert, når jeg klagede over kommunens (mis)handling af mig, selv om jeg var blevet opfordret af min partsrepræsentant. Jeg er vist en af de eneste, som fik gennemtrumfet en førtidspension i 2018 på under et år. Juhuuu siger jeg bare.

Deraf består min dårlige opvækst, for sådan har det altid været. Hun manipulerer i den grad med folk efter behag, er jeg blevet klar over. Min mor er så skræmt af følelser, at hun gerne betaler folk for at undgå en konflikt. Uhyggeligt, men jeg tror simpelthen ikke min mor er klar over, hvad hun føler og hvem hun selv er. Hun gør heller ikke noget for at finde ud af det, det er det mest uhyggelige ved det hele!

Det er ofte sådan, at når vi selv står i stampe mens en vi står nær rykker sig, så bliver vores egne udfordringer/problemer og egen utilstrækkelighed endnu mere tydelig for os selv. Dette gør rigtig ondt, og så forsøger vi at pådutte modparten egen elendighed, så denne hopper tilbage til sin plads. Det rykker nemlig rigtig meget ved vores komfortzone, og er vi ikke klar til at træde ud af den, så bliver vi provokeret følelsesmæssigt. Derfor mister man meget ofte gamle venskaber, kæreste, familie mm., hvis ikke også de ønsker at rykke sig (og det kan ingen bestemme, lige så vel, som de ikke skal eller kan bestemme, hvilken vej jeg ønsker at gå). Er det egoistisk? Tja, jeg synes det er egoistisk at holde andre nede, for det har intet med kærlighed at gøre.



D. 2. juni 2019

Misbrugere i samfundet


Folk der har det skidt, misbruger hinanden. Ikke af ond vilje, men fordi de konstant føler sig mindre værd, og dermed søger bekræftigelse. De får ikke den rigtige form for bekræftigelse blandt ligesindede, men ved at bygge sig selv op, for de ligesindede er ligeledes (mis)brugere.


Det er ikke konstruktivt at skrive som jeg har gjort (har sendt et par breve til min mor), men man mister desværre evnen til empati, fornuft, forståelse, gensidig respekt mm., når man er under pres. Hvis man lever under pres hver dag, så er evnen mistet 24/7. Jeg ønsker at være et ordentligt menneske, og derfor dette afslutningsbrev.

Siden jeg var ganske lille har jeg været bevidst om, at du ønskede mig anderledes end jeg var. Der har været stunder hvor du retfærdiggjorde min anderledes måde at tænke og begå mig på, men i dagligdagen var det et stort problem, for hvordan skulle jeg klare mig i livet?

Jeg kan fortælle dig en ting, og det er, at livet bestemt ikke bliver mere harmonisk, når man konstant bliver påduttet, ignoreret og irettesat sin anderledes måde at tænke og begå sig på. Og når man af denne grund ingen kærlighed, medfølelse og omsorg får.

Søster sagde til mig for mange år tilbage "sjovt at mor altid siger og gør sådan overfor dig (negativt betonet)". Ja, men jeg er helt sikker på, at du et og andet sted har været vildt irriteret og frustreret over, at jeg ikke var som de fleste. Grunden er at det krævede langt mere end hvad du var i stand til at overskue og give mig. I stedet for at anerkende det og søge hjælp, så blev jeg i stedet skydeskive for dine frustrationer. Det endte altså med, at jeg intet kunne sige eller gøre rigtigt. Skuffelsen var for stor en byrde for dig. Jeg blev familiens sorte får.

Jeg vil nævne nogle eksempler: Ofte siger du noget indirekte; ta' dig sammen Camilla, så jeg kan komme videre og få ro på = du er skyld i mine elendigheder. Jeg mærker det meget tydeligt, når vi taler sammen eller ses.

Du roser mig kort i telefonen efter jeg har lavet mad hos jer, men læg mærke til, hvordan du kontrollerede, irettesatte, kom med spydige bemærkninger, gik i vejen mm. mens jeg lavede maden. Hvorfor kan du kun rose, når jeg er på afstand og er på selvmordets rand?

Og du nævner, at jeg bare kan tage glasskålen i stedet for lerskålen, men jeg tænkte at lerskålen var en rigtig bageskål. Bagefter brokker du dig over at jeg har ødelagt den. Kunne du måske øve dig i at blive bedre til at formulere dig? Måske kunne du overveje at sige FØR jeg går i gang med at bage, at hvis jeg skal bruge håndpisker, så egner denne skål sig bedst, eller noget i den stil. Det koster helt gratis og bagefter er stemningen meget bedre og konstruktiv.

Bagefter bruger du resten af tiden på at kritisere og brokke dig over Bjørn. Jeg er helt med på, at det hele er kørt op i en spids, men det bliver meget barnligt og kravlegårdsagtigt på denne måde. Jeg er med på du er ked af det og frustreret, men når jeg spørger til dig, så har du det helt fint. Ingen skal jo få øje på din sårbarhed - og da slet ikke jeg, som du har irettesat og påduttet egne frustrationer hele livet.

Og når vi er ved dyrlægen, så er du den rummelige ved også at se hendes synspunkter. Når man arbejder med mennesker og dyr, så er man nødt til at vide, at folk kan få sagt noget dumt, fordi de er angste og bange for at dyret er sygt. Man skal ikke som dyrlæge irettesætte folk. Hvis dyrlægen mener at man udsætter dyret for noget grimt, skal de anmelde episoden. De skal ikke blive personlige. De aner heller ikke, som i mit tilfælde, hvad personen har været udsat for (sygdom, førtidspension mm.). Forinden havde hun rost Pelsemand, fordi han så så flot ud. Dyrlægen har desuden irettesat min nabo, som er en ældre dame på knap 70 år. Det ligger altså ikke fjernt for hende, at skyde med skarpt, men det ville du ikke høre på.

Når vi taler i telefon sammen, kan jeg tydeligt mærke hvordan du tænker "ta' dig nu sammen Camilla! Du er så kvik, så det burde du da snart ha' indset. Og du analyserer også alt". Hvis ikke jeg analyserede alt med min psykologiske viden, ville jeg blive psykotisk. Analyserne holder mig væk fra at blive mere syg, for når jeg forstår hvorfor mine medmennesker handler nedværdigende og ulækkert overfor mig, så behøver jeg ikke at behandle mig selv på samme måde. Tja, jeg har mange odds imod mig; en mor, der altid er efter mig og aldrig forstår mig, et liv uden kærlighed og omsorg, mobning, overgreb, som mor ikke lyttede til eller støttede mig i eller talte med mig om, overfald på mit tidlidligere job, hvor rockere truede mig, men det taler vi ikke om,

Aborter og ufrivillig abort, men det taler vi heller ikke om, chikane, vold, voldtægter og jeg kunne blive ved, for jeg er jo så kvik og burde bare tage mig sammen og leve et andet liv. Jeps, du drikker for meget Camilla og går med mænd, for du gider jo ikke kvinderne. Jo jeg gider kvinderne, men du hører vist kun det med mændene. Du hører ikke når jeg taler om søde Mie, Nina, som du sågar har mødt, Janne, Marianne og bøsserne, som er meget glade for mig. Du lytter ikke til min evige løben efter kærlighed og omsorg.

Hvor var du henne når disse ting skete mig? Jo, jeg ved godt hvor du var henne. Du tog hjem til søster og så tog I til Holbæk eller også rejste du væk med mine to søskende, eller fes rundt mellem reolerne i en butik eller hev hele haven op samtidigt med at du havde telefonen i hånden og brokkede dig over Bjørn. Eller hvad når du meget ofte sagde "sådan eller det ville jeg nu aldrig gide at bruge tid på", når jeg fortalte dig noget sårbart?

Camilla er så kvik, hvis hun da bare kunne finde sig selv, droppe mændene, gå op i fornuftige ting, og havde hun da bare ikke asperger og adhd samt kunne forstå og tage sig sammen, så ville alt gå hende godt. Men vigtigst af alt, så slipper mor for at føle, tale og tage ansvar. For det handler nemlig om dig. Det handler om at du helst vil leve et så problemfrit liv som muligt, og det tror du sker ved at alle andre tager fingeren ud af røvhullet og lever efter dine værdier. Dine værdier? For hvad er dine værdier ud over at irettesætte og gemme dig for alle problemer samt give andre skylden?

Det har intet med mine diagnoser at gøre, at mit liv har været så tumult. Men det er rigtigt nok, at jo dårligere vilkår man er vokset op med, jo flere svigt, overgreb, voldtægter og jeg kunne blive ved, jo dårligere odds i livet.

Når jeg har konfronteret dig med noget, så går du ind i en konflikt eller også taler du om udlændige. Du har endnu ikke taget noget til dig, spurgt mig, konfronteret mig på en kontruktiv måde, lyttet, forstået, ændret ting, vist tegn på følelser eller kærlighed samt omsorg - alt det, jeg har higet efter siden jeg blev født. Alt det lort du oplevede fra din egen mor, hvor du følte dig som familiens sorte får, har du givet videre til mig. Et og andet sted hader du mig for at være mig.

Du elsker mig ikke, for sådan er kærlighed ikke. Kærlighed er når man ser modparten nøjagtig som den han/hun er. Kærlighed er når man åbner sig, lytter, støtter, rummer, prøver at sætte sig ind i (det gør du aldrig, for du vil ikke når jeg spørger til det), giver tryghed, omsorg og nærhed. Når man kan tilsidesætte sig selv og egne meninger/holdninger ved kriser, og når man kan rumme forskellige meninger og holdninger i dagligdagen (og her taler vi ikke om, hvis vi bare har trang til provokere eller brokke os mellem sidebenene. Min mor begyndte at provokere mig med snak om politik, når ikke hun evnede at sige til eller fra overfor mig. Politik stresser mig voldsomt, og jeg kan ligge lig dage efter, hvilket min mor ved. Er det kærlighed?). Kærlighed er når man kan rumme sig selv i mødet med den anden.

Jeg kan ikke rumme dig længere. Jeg prøvede i en lang periode, men nu slår jeg bare ud efter dig. Jeg elsker dig ikke længere. Jeg kan ikke elske dig længere. Det er den hårdeste erkendelse, men nødvendigt for at jeg kan komme videre.

Jeg hørte ikke til på det listige sted, for jeg blev modarbejdet, fordi jeg er et andet sted i livet. Det er altid nemmere - eller det er det ikke, men sådan føles det her og nu, hvis man er bange for sine følelser og egen utilstrækkelighed - når man kan fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. Ingen skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve med mindre det er rummelige, afklarede, overskudsagtige og kærlige mennesker, for jeg vil ikke tilbage og blive den underskudsagtige, ligegyldige og kolde skid jeg var tidligere.

Når jeg var fuld grinede jeg og pjattede, men ædru kunne jeg ikke holde til det, for de andre forstod mig aldrig, og jeg skal ikke komme her som kvinde og tro jeg er noget, for når jeg bevæger mig hele tiden i positiv retning, så får de andre endnu mere øje på egne udfordringer/problemer, og så slår de endnu mere fra sig.

De kunne jo ha' valgt at lære af mig, men det gør mennesker ikke hvis ikke de tør at vise hvem de er på godt og ondt - og det er sgu hårdt at turde vise hvem man er. Indrømmet! Så ja, jeg fik sgu flippet ud, men skide være med det i forhold til hvad de bød mig.

Lige børn leger bedst, men at bryde så alvorlige vaner og svigt, som jeg er blevet budt gennem hele mit liv, det er meget svært. Det tager den dobbelte tid af den tid, man har levet destruktivt. Samtidigt mister man meget ofte familie, tidligere venskaber, kæreste, hvis man har sådan en, fordi man ikke længere kan forstå hinanden. Jo, jeg forstår mit tidligere liv, men de forstår ikke min udvikling og vil resten af livet modarbejde mig, hvis ikke de også ønsker at rykke sig.

De ønskede sig ikke at udvikle sig på det listige sted, men at dulme sorgen gennem alkohol og smøger i massevis. Frede være med det, og jeg gik da også til dem med kærlighed og omsorg, men jeg er af samme grund nærværende og ægte, og så kom jeg med ét for tæt på. Og jeg kom for tæt på, fordi jeg går ind i folk med træskostøvler på, men folk var bestemt glade for mig. De evnede bare ikke at vise det samt lytte og støtte mig som du, mor.

Kære mor; måske skulle du begynde at rose mig for min styrke, evne, kamp, fanden i voldskhed i stedet for hele tiden at irettesætte mig og bilde dig selv ind, at jeg ikke kan finde ud af en skid hvad angår livet. Hvor langt er du da selv nået? Men det er jo altid nemmere at pege fingre af mig end det er at kigge indad. Godt du har fundet dig en syndebuk, hva'?

Men du vil jo bare ha' mig til at passe ind som i gamle dage. Jamen i gamle dage passede jeg heller ikke ind, men til gengæld blev jeg udsat for de grimmeste ting i livet, der gav mig voldsom angst, OCD, stress og psykotiske tanker. Det sker ikke i dag, fordi jeg hviler mere i mig selv samt forsøger at holde fast i den jeg er trods konstant modgang. Jeg tør kigge indad og handle på destruktive vaner - ikke lige med det samme, men efterhånden, for jeg skal jo lige opdage, hvor slemt det står til. Og fordi jeg har kæmpet helt alene, og fordi jeg stadigvæk kæmper alene. At opgive sin familie og alt hvad man kendte til i livet, sker bare ikke på én dag!

Men jeg vil ikke mere. Jeg vil slutte her ligesom jeg vil slutte med at komme på det listige sted. Det skal være slut nu! Jeg vil ikke længere finde mig i folk, der gemmer sig bag sladder og brok. Folk der peger fingre af mig og irettesætter mig, skyder med skarpt imod mig og meget andet. Jeg er 48 år nu og det er på tide at komme videre. Hvornår bliver du voksen, mor? Min teenagetid er hermed forbi!

Det er rigtigt nok som nogle fagfolk har sagt; jeg burde være fjernet fra hjemmet som barn.



D. 5. marts 2019

Fucking liv!


Hvordan kunne jeg være så dum, at finde mig i dig og andre tåbelige mænd?
Jeg ved det! Fordi her vidste jeg på forhånd, hvor “skabet” stod.
Føler mig så magtesløs og elendig lige nu, for det gør så ondt at indse.
Så hårdt at skulle erkende, hvad jeg har sukket efter i alle disse år.
Mon jeg hader mig selv inderligt, når jeg finder mig i det igen og igen.
Når jeg stadigvæk længdes efter dig og det vi havde sammen.
Skidt behandlet af netop dig!

Men vi havde en fantastisk stund sammen, ingen tvivl om det.
Alligevel straffer du mig ved at ignorere mig.
Lader mig vide, at jeg ikke er værd at komme tilbage efter.
Vender tilbage til det hurtige liv, og finder dig endnu et "offer".
Vi kvinder er jo selv skyld i det, for vi formår ofte slet ikke at sige et rungende nej!

Vi er blevet opdraget til at tro på, at vi ikke må sige fra - at vi skal være den søde og artige pige.
Så lidt skal der til for at overbevise en del kvinder, som er vokset op med at tro på, at de ikke har fortjent bedre.
At kvinder skal makke ret og opføre sig ordentligt i et mandsdomineret samfund.
At mænd kan manipulere og styre som de har lyst til, hvis bare de har den rette job-beskrivelse.
Kvinder hopper i med begge ben, for de higer efter at blive set og hørt.

Hvor er ligestillingen henne i disse tilfælde?
Musikere, skuespillere og rigmænd, som mener, de kan behandle kvinder som de har lyst til.
Man opfører sig gerne grimt over for andre, bare fordi man kan.
Uden at tænke over, hvor ødelæggende det er på sigt.
Tror de er Guds gave til kvinden, og hun skal bare være glad, hvis hun bliver valgt.
Værst er det, at kvinden selv tror på det.

Spreder ben for at blive elsket og holdt af, uden overhovedet at mærke efter, hvad der rører sig i dybet.
Frygten for at sige nej, og blive holdt uden for sammenholdet.
Finder på alverdens undskyldninger - og sætter manden i et godt lys, for ikke at mærke den smerte, han har påduttet hende.
Smerten hun har påduttet sig selv i sin iver efter, at blive accepteret.
Det er klamt og jeg er træt af det!

Træt af egocentrerede mænd, som styrer samfundet – og kvinderne.
Træt af mig selv, som åbenbart ikke formår at føle anderledes, for min hjerne tror på, at det skal være sådan.
At det er helt normalt!

Mine følelser vil helst følge ham, som skader mig.
Ham, som ikke vil mig, men bare leger med mig.
Ham, som puster sig op med eyeliner og højt hår.
Klær’ sig afvisende og med en snert af mystik i sorte klæder.
Ham, som intet giver af sig selv og taler i to-stavelsesord.
Han er bare så skide spændende, og jeg er fucking træt af det!


D. 21. februar 2019

Kære mor


Jeg har altid følt mig valgt fra af dig; når jeg havde venner på besøg og du knap nok ænsede mig, når du var med en mand, som du indordnede dig under, når du var i byen og skulle gøre dig til for mændene, når jeg vaskede op, når du forsvandt ud af bagindgangen i garnforretningen, da jeg var 13 år, fordi Bjørn ventede på dig, når du ville adoptere os væk, når du blev væk i måneder, mens du lod os børn blive hos Robert (han kunne lige så godt være stukket af og ladt os alene, men det sked du på).

Når du igen sagde, at jeg var sart og følsom, og burde kunne klare mig selv trods utallige svigt og nederlag, når jeg forsøgte at forkæle dig, man intet var godt nok, når jeg var i skole, når jeg kom hjem fra skole og du atter var skredet, samt havde glemt at lægge nøglen ud i støvlen, når vi var hos familien, når vi var ude og rejse sammen i Berlin, når jeg var på besøg hos dig, hvis der var andre tilstede, når jeg havde kærester, når jeg var døddrukken, når jeg var ked af det, når jeg vejede under 45 kilo med mine 180 i højden, når jeg tog stoffer, når jeg var vred - eller forsøgte at turde være det, når jeg gik i terapi, når jeg udviklede mig, når jeg var ensom, når jeg havde mødt en ny mand, når jeg havde fået en ny veninde, når jeg havde angst, når jeg stressede, når jeg ikke kunne klare mennesker og snak, når jeg var ensom og opgivende, når jeg var depressiv med selvmordstanker og jeg kunne blive ved.

Du ser ofte kun dig selv. Du forstår dig slet ikke på mine følelser eller udfordringer, og du gør heller ikke noget for at forstå mig. Du tager intet til dig, men kører med rundsave på albuerne. Du virker kold og ligeglad med mig. Du synes ikke det var noget, når ikke nøglen var lagt ud trods du vidste, at jeg led ufatteligt meget af angst. Og selv om du vidste, at jeg blev mobbet og dermed var bange for, at nogen skulle låse døren op på toilettet på skolen, mens jeg forsøgte at lade op i mig selv samt gøre mit ærinde. Når jeg sad med mine venner og du overtog samtalen fuldstændigt, uden overhovedet at se mig og mine behov.

Når du gang på gang fortæller mig alt det, jeg ikke kan, men snart burde lære. Når du vender det blinde øje til, fordi du igen mener, at jeg burde være klogere, når du irettesætter mig eller kigger på mig med Ruth blikket, fordi jeg tager mig en smøg, når du talte med snerrende stemme. Når du igen siger "sådan noget ville jeg aldrig gide at spilde tid på" = du er dum, Camilla, når du igen ignorerer mig trods jeg er ked af det og langt ude og skide, når jeg var udsat for vold, sexchikane, voldtægter, mobning mm., når jeg kæmpede alene med kommunen, var alt hvad jeg skrev eller gjorde også forkert. Når jeg forklarede dig at det var jeg nødt til, lukkede du øjne og ører.

Der er ingen empati at spotte nogen steder. Du skulle ganske enkelt aldrig ha' haft børn. Jeg tror også du på mange måder misunder mit liv uden børn. Min evne til at se godt ud i min alder. Min evne til at udvikle mig og passe på mig selv, men du vil hellere bekrige mig og gøre mig dum end at indrømme dette. Du hader dit liv med børn, børnebørn mm. Du vil hellere leve, se godt ud, gøre dig til for mænd og meget andet. Du hader vores problemer, men i stedet for at udvikle dig og se mig som jeg er, så bekriger du mig i stedet. Du hader jo dit liv! DU hader dig selv for alt det onde, du har gjort imod mig. Du kan ikke se mig i øjnene, for jeg minder dig på alt det onde, du har budt mig, og som du ikke ønsker at ændre til det bedre. Du ønsker at lukke øjnene og her står jeg i vejen!

Det handler ikke om L, men at han valgte mig til trods vores indbyrdes kamp. Det handler ikke om at se ham igen, men om han vil vælge mig til på et tidspunkt i fremtiden. Jeg frygter at blive valgt fra. Det er det værste man kan gøre imod mig. Lasse valgte mig fra, da han vendte tilbage til sit hurtige liv følte jeg, men jeg var den, der valgte ham fra, fordi jeg IKKE orkede det dysfunktionelle og ligegyldige liv. Det føltes bare ikke sådan - at jeg var den, der sagde stop, for jeg savner ham stadig ufattelig meget.

Og jo, jeg har asperger og adhd, men mine mange vanskeligheder på det sociale område, bunder i alle disse svigt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne lære dem, når jeg er vokset op med en mor, som gennem hele mit liv har bildt mig ind, at jeg skulle løbe efter kærlighed, omsorg og at blive set og hørt, fordi jeg ikke er værd at elske?

Hvordan skulle jeg kunne lære at begå mig, og tro på det bedste i folk, samt at jeg er værd at holde af, når jeg altid skulle blive bedre til det hele? Hvordan skulle jeg kunne tro på, at L (eller anden mand) holdt af mig, når jeg hele tiden fik skudt i skoene, at han ikke gad mig? Hvordan skal jeg overhovedet kunne tro på, at nogen gider mig samt invitere mig, når jeg mest af alt tror på, at jeg ikke er interessant og spændende nok at have til bords, fordi jeg er vant til at blive ignoreret og talt hen over hovedet? Jeg er samtidig vant til aldrig at blive inviteret til noget som helst, trods jeg altid sørger for at købe gave til fødselsdage og jul. Men det er aldrig godt nok noget af det, jeg gør eller siger.

Hvordan skal jeg kunne tro på, at jeg overhovedet har fortjent et godt liv, når du har gjort alt for at ødelægge siden barnsben?

Når jeg konfronterer dig, så er jeg igen skurken. Du skal i hvert fald nok få vendt det hele til at være min skyld. Jeg kan så sandelig godt forstå, at jeg lider så meget af angst/OCD og stress og altid har gjort. Det hele er jo min skyld, hvis det stod til dig.

Hvordan skal jeg kunne tro på, at nogen gider mig hvis ikke jeg hele tiden ser godt ud, har det rigtige tøj på og siger det korrekte? Jeg må ikke være vred på nogen, stille krav, være for meget, grine for højt, tale for meget (at tale er også et stort problem for dig), tale om noget, der går mig på, for så snakker jeg kun om det samme, og jeg kunne blive ved. Hvordan skal jeg kunne tro på, at nogen finder mig interessant med disse vilkår?

Når jeg blev voldtaget var det også min skyld hver gang - også da jeg var 14 år første gang. Da jeg blev gravid som 14 årig, skulle det skjules, så jeg kunne få en abort som 15 årig. Når jeg konfronterede dig med det, skyndte du dig at sige, at det bestemt også var svært for dig og Bjørn. Du lytter ikke, og jeg var kun 14! Når jeg ikke kunne få det til at køre med mine kærester, så var jeg altid den, som havde ødelagt forholdet, for mine kærester var åh så søde alle sammen. Derefter har du ment at alle mænd, jeg er stødt på siden, har været det modsatte og spild af tid. Måske handler det i virkeligheden om at du tænker, at ingen kan holde mig ud. Jeg mistænker dig snart for det værste i dag. I det hele taget har jeg mistet al tillid til andre mennesker i dag.

Så jo, jeg vil meget gerne lære nyt fra andre, lytte til gode råd, involvere mig mm., men det er sgu meget svært, når jeg konstant skal høre om mine fejl og mangler. Jeg vil meget gerne finde mig en kæreste, men det er sgu svært, når jeg det meste af tiden får skudt i skoene, samt at du viser mig, at jeg ikke er værd at elske og holde af eller bruge tid på, for du undgår så vidt muligt at bruge tid sammen med mig. Det gør du, fordi jeg konfronterer dig, men burde jeg fortsat finde mig i denne behandling eller hvad mener du? Er det ikke på tide, at du viser dig som et voksent menneske samt en mor og tager ansvar? Er det ikke på tide, at du vågner op af din firkantede tankegang, som skifter mening efter, hvem du holder med i dag eller hvad, der tilgodeser dig i situationen?

Når jeg fortæller dig samt er stolt over, at jeg afsluttede med Jacob, som har psykopatiske træk, så kender du intet til det, for sådan nogle mænd har du i hvert fald aldrig kendt. Mine søskende har dog alle nogle træk af narcissisme, og min far samt storebror og lillebror har nogle psykopatiske træk, men dette glemmer vi ikke sandt mor, for næste gang jeg fortæller dig om en begivenhed med en mand, så har du igen ikke kendt sådan en type - sådan en type er efter din beregning, en Camilla type, som ikke er værd at samle på. Men du lever jo selv livet med en mand (og har gjort i 35 år), som aldrig har gjort noget godt for dig, men det glemmer vi alt om ikke sandt? I det hele taget skifter du mening konstant efter humør, og hvordan det lige passer med, at kunne daske mig i hovedet og gøre mig forkert endnu engang.

Og du har jo haft masser af veninder påstår du, hvis jeg nævner dine vanskeligheder ved at forstå andre samt mentalisering, så påstår du, at du altid har haft mange veninder, for der var jo Grethe fra folkeskolen. Jeps mor, det er vist ved at være nogle år siden, så vidt jeg kan regne ud. Hvor er de veninder henne? Jeg har aldrig mødt en eneste af dem. Vi kan tale om noget og næste gang mener du det stik modsatte. Næste gang er jeg pludselig skurken.

Jeg ved i hvert fald noget, og det er, at Jesper er fredet i klasse A, og vi to aldrig nogensinde kommer overens med mindre, at jeg vil tillade dig at behandle mig som det rene lort, og det kommer aldrig til at ske! Jeg synes det må være på høje tide, at jeg endelig lever et liv i nogenlunde harmoni, finder mig en sød kæreste, får mig nogle gode venskaber samt oplevelser, og i det hele taget får nydt livet, for det har jeg da så sandelig fortjent!

Jeg er meget vred på dig og meget skuffet og ked af det. Ked af at jeg valgte mænd af nøjagtig samme støbning som du. Mænd, der behandlede mig som du. Men det skal være SLUT NU!

Opsøg mig aldrig igen med mindre du har tænkt dig at behandle mig ordentligt. Jeg har ikke brug for kyniske og egocentrerede mennesker i mit liv.

Hilsen din tidligere datter Camilla

Bare rolig folkes, da jeg fik skrevet dette brev, er vores forhold blevet langt bedre, for jeg kom af med min vrede og fik tilgivet. Jeg kan ændre mig selv, men jeg kan ikke ændre min mor. Alligevel ændrer min mor sig også positivt, når jeg hviler mere i mig selv - og dog, så har hun samtidigt problemer med, at jeg ikke længere har behov for, at hun er den styrende, som siger ja og amen til alt, for det gjorde jeg før terapien. Jeg kan kun sørge for at skabe det liv, jeg har fortjent.