Farvel fra mor


Kære sødeste og skønneste Camilla….min kære datter…Åhh, jeg tuder hver gang jeg tænker på dig, men du må lige bære over med mig. Det er ikke nemt det her! Hvordan skal jeg dog kunne leve videre nu…

Gid jeg havde været stærk nok til at tage mig sammen dengang du var i live. Måske er det min skyld at du endte her selvom jeg godt ved at lægerne sagde, at der intet var at gøre, men ofte hører man jo, at de fejlbehandler og sådan noget.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige…Det er alt for hårdt, men jeg er nødt til at være stærk, for jeg har ting jeg skal have ordnet og Bjørn har jo også brug for mig og dine søskende og…åhh, ja. Elisabeth og Jesper har også deres problemer…og hvad nu hvis de også bliver syge?
Lægen sagde jo, at det kunne være arveligt. Godt nok er der kun under 7,5% risiko, men alligevel. Det er ikke til at holde ud at tænke på.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det du kæmpede, og alligevel ender du her….uhuuuuu. Til sidst endte jeg endda med at tro på, at det ville gå den rigtige vej.

Tilgiv mig at jeg ofte glemte at rose dig og fortælle dig, hvor stolt jeg var af dig og hvor meget jeg elskede dig – eller stadig gør, for du vil altid leve videre i mig. Men jeg elsker dig meget højt min dejlige og yderst kvikke og smukke datter.
Du var noget helt særligt, det er der ingen tvivl om. Himlen har fået en af de skønneste og smukkeste stjener nu….

Gid andre havde haft nemmere ved at se det smukke i dig, så ikke du skulle kæmpe sådan. Men faktisk tror jeg at de kunne…Turgay var jo rigtig glad for dig. Han var bare ikke god til at vise det.
Gid du kunne se alle de mennesker, som er troppet op i kirken i dag. Jeg blev rørt over at se, hvor mange der virkelig elskede dig.
Thor dukkede også op…Jeg anede ikke hvem han var, men hurtigt gik det op for mig. Han stod ovre i et hjørne adskilt fra resten af de fremmødte. Han så meget trist ud, men du havde jo fortalt mig, at det gjorde han ofte, så jeg ved ikke om det skyldtes savnet af dig eller en blanding.

Jeg skulle have lyttet og forstået dig dengang du kendte Thor. Hvis du levede i dag, ville jeg gøre alting om. Jeg ville have lyttet til dig og taget tingene til mig uden at dømme eller være bedrevidende, men det er jo altid nemt at være bagklog.

Du har ret i, at man har mere at give andre, hvis man holder sin egen sti ren. Jeg ville jo egentlig bare hjælpe dig, da det var udholdeligt og smertefuldt at se dig så ked af det. Jeg kan da godt se at han ser sød og charmerende ud, men jeg vil ikke have at nogen skal få dig ned med nakken. Du havde fortjent bedre og nu er du bare væk for altid…Åhh, jeg er så ked af det.

Jeg prøvede at forstå dig, men ofte kørte mine tanker i ring – og jeg skulle jo også tage mig af de andre. Jeg kom måske også til at tænke, at du jo havde autisme og ADHD, så det måske ikke helt passede på mig og dine søskende, og det undskylder jeg nu.
Jeg ved godt at du prøvede at fortælle mig at det havde lidt at sige, men det er altså ikke bare sådan lige at ændre….Åhh, hvor har jeg dog været dum og naiv. Du sagde godt nok at din mentor havde sagt god for dig, men jeg var skræmt fra vid og sans.

Jeg må altså snart lade være med at tænke sådan hele tiden. Du sagde jo også at jeg havde en tendens til at se hullerne i osten, men jeg prøver jo bare at få klarhed – og jeg er nødt til at være stærk for resten af familien. Dine søskende er jo også hårdt ramt.
Jeg ved godt at de var rigtig dårlige til at vise dig, at de holdt af dig, men det gjorde de. De havde jo også deres problemer som du ved – og de er heller ikke gode til at vise følelser.

Jeg prøvede også at beskytte dig, da du jo var vred over, at jeg havde ladt dig i stikken i opvæksten. Derfor nyttede det jo ikke, hvis du igen skulle bekymre dig om mig. Åhh, nu kommer sorgen igen…hvordan skal jeg dog kunne klare det…

Nej! Jeg ved godt at jeg har fejlet. Jeg burde simpelthen have været en bedre mor. Hvad er meningen med livet, når jeg som mor skal lægge sin datter i graven? Det burde ikke have endt på denne måde.
Måske ender jeg med et nervesammenbrud nu…åhh, jeg må tænke på noget andet.

Uanset hvad der sker, så går livet videre. Ude på gaden gør folk det de plejer, men hvordan skulle de også kunne sætte sig ind i det jeg har oplevet? Jo, der er ganske enkelt nogen, som har været i samme situation…Åh gud, det er virkelig trist for de mennesker….

Camilla sagde at jeg skulle være bedre til også at se mig selv – og tage mig af mig selv, når jeg var i sorg. Hun sagde at jeg altid syntes det var synd for andre, men aldrig for mig selv. Jeg må vise hende, at jeg har taget hendes ord til mig. Hendes liv skal ikke være levet forgæves…