Sidebillede

Velkommen til asperger-liv


Afhængighed af druk og bekræftelse fra andre "afhængige"


Vanvittig og ødelæggende afhængighed!


Jeg var ellers kommet af med mit festgen, men efter mishandlingen fra kommunen, begyndte jeg at hænge ud på en lokal bar. Her kunne jeg dulme stressen og de depressive tanker, men det hele forværres bare, hvilket jeg mærkede i tiden efter, da jeg stoppede med at drikke og kæderyge. Jeg ryger ikke cigaretter til dagligt, men næsten hver dag var en fest.

Jeg bildte mig selv ind, at de andre festglade typer var mine venner, men man kan ikke blive venner med misbrugere - i hvert fald ikke de ægte (dybe) af slagsn. Det er nemt at opbygge den ene konflikt efter den anden, når man er afhængig, hvilket skaber endnu mere skam og skyldfølelse, blev jeg klar over. For min erfaring var, at det netop var skam og skyldfølelsen, som drog mig ud i uføre.

Jeg valgte (for det er en aktivt valg) at bruge min voldsomme forelskelse til en musiker på at komme ud af min skam følelse, som jeg har taget med mig fra barndommen. Mine følelser og tanker var ikke okay at have, og derfor lod jeg andre overskride mine grænser, mens jeg selv overtrådte deres i mit forsøg på at passe ind. Oven i min skam følelse havde jeg ligeledes nogle underslæb fra kommune/mentor mishandlingen, og jeg har efterfølgende fået gjort vold på mig selv, ved at forsøge at involvere mig med mænd (drengerøve/playere) følelsesmæssigt, som langt fra havde fortjent min kærlighed.

Jeg havde ingen kræfter tilbage efter min kamp om en førtidspension, og derfor var det nemt at hænge ud på et værtshus. Jeg følte aldrig at jeg helt passede ind, men hvad gør det så længe man ikke er alene? Det var vigtigt for mig at passe ind et sted, nu hvor jeg ikke længere var på arbejdsmarkedet, men jeg oplevede flere overgreb på min personlighed, for tonen er ofte hård sådan et sted.

Jeg har haft en tendens til at forklare/forsvare mig, når folk ikke forstod at jeg var anderledes eller min enorme trang til at udvikle mig positivt. Groft sagt, så forstod de ikke, hvorfor jeg altid stod med hatten i hånden, for det var hvad jeg gjorde i mit forsøg på at passe ind.

Det er jo heller ikke på et værtshus, at jeg skal lufte mine tanker om det åndelige og glæden ved personlig udvikling. Det gjord jeg nu heller ikke, men min tankegang og måde at forholde mig til andre mennesker på, afslørede alt. Samtidigt stressede jeg enormt over den manglende respekt og rummelighed på stedet. Det er dog min egen opgave at finde mig et andet sted, for jeg kan og skal ikke lave om på folks vaner. Det måtte jeg lære på den hårde måde - og ja, det er svært at udvikle sig, hvis ikke man opsøger det, man skal udvikle sig væk fra. Det er jo strengt taget umuligt at øve sig blandt mennesker, som allerede har det, man vil opnå, så længe man ikke er klar til at tage imod.

Druk ødelægger huden, maven, kroppen, hjernen og følelses-systemet. Jeg opdagede at mine følelser var "falske", fordi jeg jo ikke kunne være tro mod mig selv, så længe jeg løb fra min invaliderende smerte og depressive tanker, men det skal ikke have lov at definere, hvem jeg er. Ikke fordi det var falsk det jeg mærkede, men det var flugt-følelser af frygt fra afvisninger og ikke "jeg vil mig selv det godt-følelser".

Faktisk anede jeg ikke, hvordan jeg havde det eller hvad jeg havde brug for, fordi mine følelser gik fra den ene yderlighed til den anden, hvor de er blevet langt mere harmoniske og stabile i dag, efter at jeg er stoppet med mit misbrug. Samtidigt oplever jeg en begyndende indre ro i mig selv og højere selvværd, for et misbrug skaber skam, konflikter, vredesudbrud, afstand og lavt selvværdsfølelse - sidstnævnte siger sig selv, for man kan ikke bygge et selvværd op uden selvindsigt. Selvindsigt kan ikke opnås så længe man flygter fra sig selv.

Jeg levede bare det hurtige liv, og når jeg sad hjemme og forsøgte at kode, tegne, strikke eller andet, så overtog rastløsheden, og jeg måtte afsted igen, for at dulme mig selv på ny.

Jeg bildte mig selv ind at dette var livet, men ensomheden og angsten for at krop og sind ville sige fra, lå og ulmede i mit indre. Sjældent fik jeg ret meget søvn, hvilket er totalt ødelæggende for sindet. Hvis ikke jeg stoppede op, ville jeg dø. Det vidste jeg, for jeg kunne mærke det. Jeg blev ofte syg og hostede og hakkede, og min hjerne skabte sig når alkoholen og tømmermændene slap sit tag i mig.

Intet eller ingen får lov at definere hvem jeg er eller nedgøre mig igen. Jeg har fortjent ægte venskaber og en mand, som ser mig som den jeg er med et ønske om at være der for mig i tykt og tyndt - ikke kun, når han skal opnå eller have noget fra mig. Jeg skal ikke løbe efter en mand eller venskaber. Og jeg skal ikke finde mig i verbale overgreb, hånlighed, smålighed og at blive ignoreret og misbrugt. Aldrig nogensinde igen!

Ægte venskaber er, når man kan være den man er, men det kræver, at man selv tør være den man er, for hvordan skulle andre ellers kunne se én som man er?

Jeg hører ikke til i misbrugmiljøet. Jeg hører til i mig selv!

En misbruger er skide ligeglad med deres omgivelser dybest set, og en dysfunktionel familie er verdensmester i at lukke øjnene!