Mensa


Nu som medlem i foreningen så længe det varede....


Jeg blev meget klogere på mig selv efter mine knap 2 år i Mensa. Jeg følte dog slet ikke, at jeg hørte til i foreningen. Næh nej, jeg ville meget hellere lære af de mennesker, som jeg ikke havde så meget tilfælles med. Jeg ville lære af de, som jeg stødte ind i ude i den virkelige verden, hvor det hele sker - og dog, så savner til tider ligesindede.

Men først skulle jeg have stressen til at makke ret. Det var starten på kampen for en førtidspension selv om, jeg havde drømt om et arbejde som programmør. Ikke engang dette kunne jeg overskue trods man sidder med høretelefoner på, for der stilles jo krav og samarbejdes samt afholdes der frokostpauser med kollegaer mm.

Dette blev starten på en sund livsstil med gode interesser. Jeg begyndte at dyrke fitness, lange gåture, blev vegetar og lavede brød uden gluten og købte mælkeprodukter uden laktose, samt begyndte at dyrke flere og flere interesser, så jeg kunne få dagene til at gå hjemme. Så småt begyndte jeg at få mere overskud, og jeg begyndte at holde mere af mig selv, for kronisk stress ødelægger sindet og kroppen, og så bliver man sgu utilfreds med hele lortet groft sagt.

I dag har jeg selv lært mig noget programmering, hvilket jeg hygger mig med fra tid til anden. Det giver mig ro at skrive koder. Samtidigt får jeg dyrket min interesse i at skrive fra følelserne samt fagligt.

Jeg har lært rigtig meget af min tid i Mensa, men jeg tror ikke at jeg bliver genindmeldt igen. Når først man har bestået testen, så kan man blive aktivt medlem resten af livet over hele verden.
Det er selvfølgelig rart at vide, hvis man rejser jævnligt, men det gør jeg ikke, for det giver mig angst og stress grundet den manglende struktur, der er forbundet med det at opholde sig væk fra sine faste rammer.

I dag har dag har jeg slet ingen kontakt med nogen fra Mensa, men støder da ind i et par stykker fra foreningen nu og da. Det er jeg glad for.