Sidebillede

Velkommen til asperger-liv


Det evige lorte liv!


Selvom at jeg udvikler mig via terapi, mennesker, forelskelse mm., så er det pisse hårdt at være så sårbar som jeg er.


Det er hårdt at være total udbrændt i hovedet, og at andre mener, at fordi jeg er smuk, smilende og går lækkert klædt, så har jeg det godt og nasser i princippet bare på systemet, men sagen er en helt anden, for de ser mig ikke resten af tiden, hvor jeg sidder alene hjemme uden besøg eller anden kontakt, grædende, stresset, angst og helt uden energi. De ser mig ikke, når jeg igen er blevet forelsket og endnu engang bliver afvist.

Mange andre bliver forelsket og afvist ville nogen tænke, men jeg er vokset op uden de sociale skills og lever livet med afvisninger, med mindre jeg skal bruges til sex (jeg oplever jævnligt mænd, der sender mig beskeder midt om natten med sexopfordringer, selvom de ved, at jeg er alvorligt syg. Når jeg afviser dem, får jeg tørt på og bliver svinet til), trøst eller brok.

Invitationer, omsorg for den jeg er, kærlighed, interesse for mig og min gøren og laden og hvordan jeg har det, gider ingen at interesserer sig for. De gange jeg har været syg af influenza eller selvmordstruet får jeg tørt på, bliver opfordret til at tage mig sammen og ellers ladt alene. Men jo, jeg er ikke den eneste, som bliver ladt alene. Vi har alt for mange ensomme unge, voksne og ældre i vores samfund, og vi taler og skriver om det, men ingen gør rigtig noget ved det, for vi har nok i os selv! Og så er vi ofte mega angste for de følelser, som opstår i mødet med anderledes, udsatte og psykisk sårbare mennesker.

Vi er bare pisse ligeglade med andre selv vores "venner" og familie. Vi ser kun os selv! Vi higer så meget efter at blive set og hørt, at vi giver andre det, vi selv ønsker at få, og når ikke vi får det, så skrider vi igen uden at fortælle modparten, hvad det er vi mangler eller higer efter. I stedet kommer det til udtryk som nedgørelser, fordomme, konflikter, sexopfordringer, mobning, selvbebrejdelser, brok oma. Alt handler om "se mig!", men se mig ikke som den jeg virkelig er (mere om det på siden længere nede). Jeg tror fanden, at så mange misbruger alkohol og stoffer for ikke at tale om, hvor meget de løber fra sig selv i form at ekstrem motion, lange arbejdstider, huslige pligter, brok oma. Det gør os syge, for det avler negativitet og underskud, som vi giver videre til vore kære. Mange går mere op i, hvad andre tænker om dem end at være tilstede i nuet. Joker sig gennem livet, for ingen skal se deres sårbarhed.

Selv er jeg vokset op i en familie bestående af en umoden mor og narcissistisk far samt en storebror, lillebror og to mindre søstre. Det hele så flot ud på overfladen, men der var altid en trykken stemning hjemme samt dominans, vold og absolut ingen kærlighed eller forståelse for den man var. Alt var kæft trit og retning når min far kom hjem. Han skældte stort set altid ud og alt drejede sig om ham. Han var jaloux på sine børn og krævede derfor alt min mors opmærksomhed. Børn blev produceret, fordi andre mænd skulle vide, at han havde en god sæd.

Jeg har bestemt ikke været heldig hvad angår min familie, og jeg er slet ikke den eneste. Problemet er at mange frygter alt hvad der er anderledes, uanset hvad de måtte have været udsat for. Jeg er smilende, sød og kommer med nogle fine guldkorn, men jeg er ikke den type kvinde, man involerer sig med på nogen måder. Jeg er tværtom typen, som man gerne taler om, mobber, ignorerer, brokker sig til, leger med og afviser igen, når jeg er blevet (mis)brugt. Det kunne jeg nok også klare, hvis ellers jeg fik opfyldt mine behov ellers (det er netop denne del, der gør mig yderst sårbar. Jeg får nemlig sjældent det jeg har brug for, og når jeg opkever det i små øjeblikke, så falder min verden sammen, når det slutter igen - som med en forelskelse eksempelvis, hvis ikke den bliver gengældt).

Dette hurtige samfund indbyder ikke til at gå i dybden med ret meget, eller at lære andre at kende på et dybere plan. Hvis ikke amors pile rammer med det samme, så skrider vi igen. Vi vil have det lette og uforpligtende uden at skulle arbejde for ret meget, men det kommer tilbage som en boomerang er min erfaring. Det er bare ikke på mode at være følsom, dyb, autentisk og ligeglad med materielle goder.

Du kender vel godt til det at lyve lidt overfor dine omgivelser? Hvordan går det? Ja, som det plejer! Eller når jeg sælger en guitar og udtrykker "jeg købte den selv af en musiker, som kun spillede på den hjemme". Det gjorde jeg også, men sandheden er, at jeg har det ad helvede til mens jeg sælger den. Men det der kommer ud af min mund, lyder som et liv i sus og dus. Danmark er jo et af de lykkeligste lande, men hvorfor er mange så så skeptiske, brokkende, reserverede, umodne, ansvarsløse, ufølsomme, fordomsfulde og meget andet? Jeg ser og hører det meget tit! Danskerne er bange for alt hvad der er anderledes, for det mærker jeg hver eneste minut og dag på min krop. Selv min egen nærmeste familie forsøger at gøre mig normal, fordi det ser og lyder bare bedre overfor naboen, familien den store, vennerne - også selvom jeg er en haj til matematik og yderst kreativ anlagt samtidigt, hvilket gør, at jeg kan løse de mest avancerede opgaver. Det er bare ikke det, jeg indeholder, som tæller, men det de andre ser (skal godkende). Pisse ærgerligt!

Jeg tror fanden at så mange lider af lavt selvværd, angst, depression og flere bliver udredt for diverse psykiske diagnoser, for ingen kan holde til altid at skulle gemme sig for at være gode nok, fordi familien og venner og samfundet ikke kan rumme følelser, for det er hvad det handler om; følelser! Alt handler nemlig om, hvad de andre mener! Om ikke andet, så mener far og/eller mor, at datteren/sønnen skal være alt andet end det han/hun er. Han/hun skal have gode karakterer, venner - og helst mange af slagsen selvom datteren/sønnen er introvert, for mor er jo også meget social anlagt, og så har datteren sgu bare også at være det!

Eller når mor aldrig fik sin fine uddannelse og datteren eller sønnen nu skal kompensere for dette ved at blive noget meget fint. Når jeg inviterer, så har de andre sgu også bare at invitere til fint mad. Man inviterer vel fordi man har lyst til at se vedkommende? Der skal selvfølgelig være en vis ligevægt i skålen, men måske er de inviterede gode til at hjælpe med at anlægge græsplæne, tilbyde deres kærlighed eller omsorg, passe børn, rejse med? Men nej, vi går kun op i det materielle og det som ser godt ud udefra. Resten er ligegyldigt - eller nej, vi skal bare ikke blive uvenner med nogen, for så kan de jo ikke lide os, og vi kan bedst li' når alle kan lide os, selvom vi ikke egentlig ikke kan lide dem heller.

Jeg er fandeme ikke lykkelig. Jeg har det ad helvede til! Jeg føler mig ensom, uelsket, ladt alene og at min ærlighed, ægthed, sårbarhed, følsomhed, introvert måde at være på samt loyalitet og skarpe hjerne intet er værd i dette samfund, fordi jeg skal ikke tro, at jeg er noget vel? Ta' hellere og bliv depressiv og dø end at komme her og tro du er noget med din skide fucking ærlighed, loyalitet og anderledes måde at tænke på. Så kan du være nok så god til at se andre som de er (uha, det er også farligt, for så opdager hun, at jeg slet ikke er så skide perfekt. Ja gu' gør jeg, men det er også her, at jeg kan være noget ægte for dig. Sgu da ikke når du spiller skuespil!), men du skal satme ikke bare komme her og kunne noget, jeg ikke kan. Du skal ikke komme her og trykke på mine sårbare knapper nu jeg går og gemmer mig, vel? Hvad fanden bilder du dig ind? Og hvad fanden sker der for dette overfladiske samfund?