Sidebillede

Velkommen til asperger-liv


Fucking overgreb på min personlighed


Selvfølgelig er det i orden at nedbryde mig 24/7


Selvfølgelig er det i orden at overskride mine grænser konstant. Min nabo hjælper jeg så vidt jeg kan med hendes leddegift, men når ikke jeg kan overskue at støvsuge mit gulvtæppe i entréen, så er jeg doven. På caféen i Allégade er det helt i orden at tale bag ryggen på mig, nedgøre mig, ignorere mig, tale hånende til mig, mobbe mig og sågar lave "jeg skal brække mig" fjæs, når en gæst højlydt siger til mig, at jeg er en vildt charmerende kvinde (en kvindelig bartender er skurken). Det er også helt okay at knalde noget meget tungt ned i gulvet i et supermarked, fordi en ældre herre følte sig provokeret af mit høreværn. Eller når de ældre damer i diverse garnbutikker ikke vil hjælpe mig, fordi jeg har høreværn på.

Så er der psykopaterne og narcissisterne, som tiltrækkes af empatiske autister, som ikke kan aflæse deres intentioner, men min mor er sikker på, at jeg må være den, som er umulig. I det hele taget er jeg røvhullet 24/7, for ellers ville folk vel ikke behandle mig som det rene lort eller? Måske er vi også bare blevet så pisse ligeglade med andre, at vi nægter at lytte og se det menneske, vi står overfor. Måske har vi rigeligt i vores eget elendige selvværd, at vi har brug for at slå på de, som allerede ligger ned.

Jeg var jo også på Facebook på et tidspunkt, og kunne følge med i alle de hersens forældre, som hånligt grinede og mobbede en søn eller datter, fordi denne som teenager eller noget, ikke altid tænkte sig helt så grundigt om, og derfor fik armen i gabet på en krokodille, blev kørt alvorligt ned, hang sig selv etc. Vi taler om forældre, der selv har børn?? Forældre? Jeg fatter det ikke!! Jeg er også blevet kaldt skør, underlig, mærkelig og meget andet af en voksen mand på 70+, fordi han ikke forstod mig og desuden var forelsket i mig. Hmm sikke en kærlighed.

Men jeg er derfor heller ikke overrasket over, at disse forældre (eller deres afkom, som selvfølgelig har lært af forældrene) ikke skænker mig så meget som en lille bitte tanke, når de kommer med grimme ord eller blander sig, fordi jeg er anderledes. Jeg er ikke grov, ond, en mobber, yder overgreb mod andre, siger grimme ord eller ting. Jeg er bare anderledes! Jeg er heller ikke overrasket over, at folk føler trang til at håne mig, når jeg er højt begavet trods mine udfordringer. Eller når nogen er misundelige over al den opmærksomhed, jeg får fra det modsatte køn. Jeg skal lave én fejl, så er helvede løs. Jeg gør mig umage konstant, fordi jeg synes, at det er det mindste vi kan gøre overfor hinanden.

Hvad når folk bevidst lyver overfor mig og lover en masse, fordi de ved, at jeg alligevel ikke kan aflæse deres løgne? Jeg står forventningsfuld og venter eller sender en besked, og så hører jeg ikke mere. Når jeg konfronterer dem, så er den nemmeste ting i verden, at give mig skylden og pådutte mig mine diagnoser (altså at jeg er adhd freak, intet fatter mm.)

Mændene finder mig spændende, fordi jeg opfører mig ordentligt, siger til og fra, er naturlig/autentisk, giver kærlighed og omsorg til mine medmennesker og ser folk som de er. Jeg lytter til mine medmennesker og prøver at forstå dem, frem for som jeg mener de skal være. Jeg forsøger at være nærværende og rummelig. Og jeg forsøger at være nysgerrig og åben. Jeg er heller ikke en person, som skal have noget til gengæld.

De fleste mennesker gør ofte noget for at blive bekræftet, mens de samtidigt er angst for at blive svigtet/afvist. Eksempelvis gider min mor kun at besøge mig, hvis vejret er godt, jeg laver god mad, vi skal gå en tur eller noget. Fordi jeg ofte har det skidt, så sker det sjældent, at hun dukker op. Til gengæld tager hun gerne rejsen til min bror i Sverige, fordi hun er vild med naturen, caféerne, roen og meget andet. Min søster ser hun næsten dagligt, fordi de begge er vilde med at hænge ud på en café. Jeg har oplevet at være selvmordstruet, men min mor gider alligevel ikke køre til Frederiksberg fra Vestsjælland. Det gider hun heller ikke, hvis jeg ligger dødsyg af svineinfluenza, hvilket jeg gjorde i maj 2019.

Det er skræmmende at tænke på, at jeg skal på "opdragelses anstalt", mens helt almindelige mennesker - og sågar mentorer, sagsbehandlere mm. - kan opføre sig som de har lyst til overfor syge og handicappede. Nogen tager simpelthen sådan et job, for at de kan føle sig almægtige. Klamt!