Hvem er jeg?



Lidt info om, hvem jeg er....


Når man har kaos inde i sig selv, har man brug for kontrol; at kontrollere sine omgivelser og sågar døde ting. Jeg har ikke længere kaos inde i mig selv. Jeg er endelig blevet hel! Jeg blev hel, da jeg først lærte at stoppe op og mærke efter, tage mig selv alvorligt, komme helt ned i kroppen og dernæst stole på mine følelser. Med alle de velmenende råd, meninger og dasken i hovedet, kan det være svært - især med en autisme profil, men det er lykkedes, og jeg føler mig ikke længere anderledes/mærkelig (ensom og fra en anden planet). Jeg er mig, og det er ok at være mig - ikke kun i hovedet, men også i kroppen. Og kroppen lyver aldrig!


Men nu til min historie:


Jeg blev født i 1971 hvor asperger diagnosen ikke var velkendt, og dermed kunne man ikke udrede mig for denne type autisme. Grundet voldsom angst og OCD havnede jeg på psykiatrisk afdeling i Glostrup i en alder af bare 6 år, hvilket var yderst hårdt for et lille pjok som jeg.

Min mor indså ret hurtigt, at stedet ikke ligefrem gavnede min situation - snarere tværtimod. Desværre var de førende psykiatere på afdeling uenige, og "truede" min mor til at lade mig behandle med medicin mm., hvilket min mor var stærk nok til at kæmpe imod.

Jeg kom hjem, men jeg havde det forsat meget skidt. Min mor havde undret sig over, at jeg ikke brød mig om kys, kram mm. som lille (dette ophørte ret hurtigt, da min mor hader alt hvad der omhandler nærhed, berøring og kys), men også at jeg ofte ikke forstod meget af det hun sagde til trods for, at hun anstrengte sig med alverdens forklaringer, som i stedet stressede mit hoved voldsomt, hvorefter jeg endte med en nedsmeltning. Min mor anede ikke sine levende råd, og var frustreret over, hvor skidt jeg havde det. Jeg kunne ej heller ikke spise andet end flydende kost, fordi mit sind var på konstant overarbejde.

Gennem opvæksten skete der flere ting såsom at mine 4 søskende og jeg blev delt. Min storebror og ene lillesøster flyttede med min far, da jeg var 6 år gammel. Jeg og min lillebror samt mindste lillesøster flyttede med min mor. Det var en hård omgang - især fordi min far ikke var særlig tilfreds med situationen. I dag ser jeg slet ikke min far, men har i perioder en bedre kontakt med min mor efter jeg blev udredt. Tidligere har jeg haft utallige kampe med min mor som følge af flere års selvbetalt terapi, hvor jeg fik mere og mere indsigt i gamle svigt, bristede drømme og nederlag på samlebånd.

Jeg oplevede også, hvordan teori ofte ikke passede med facts, og forstod ikke, hvorfor min familie ikke værdsatte, når jeg endnu engang havde fundet den gyldne nøgle til det lykkelige liv. Jeg øvede mig jo på alle disse nye tiltag som jeg fik indsigt i, hvilket ikke ligefrem hjalp på min autisme relaterede stress, som bare blev værre og værre. Til gengæld har jeg en stor selvindsigt i dag, som jeg har haft glæde af sammen med de teknikker, jeg har lært efter min udredning. Tidligere havde jeg det rigtig skidt, hvorfor jeg drak, kæderøg samt tog stoffer i mine unge dage (har ikke rørt stoffer i over 25 år).



Der har været mange tårer siden jeg blev udredt. Jeg har levet - eller overlevet på én måde efter mange års terapi og skulle nu pludselig til at bygge endnu en ny identitet op med de helt rigtige værktøjer. Nu skulle jeg ikke føle først for at finde svar som i terapien, men først forstå tingene via hovedet og dernæst forsøge at få det hele til at lande i kroppen.

Det har kostet blod, sved og tårer, men det har været det hele værd. I dag trives jeg rigtig fint, fordi jeg lever efter den person jeg er, og ikke den jeg burde være.

Jeg har ikke alle disse myldertanker - og ej heller ikke ret ofte katastrofetanker, som er et særligt kendetegn ved en autisme diagnose. De kommer dog, hvis jeg er social for ofte sammen med svimmelhed og hjertebanken, eller hvis jeg er med destruktive mennesker, og hvis der bliver stillet for høje krav til mig. Jeg er nemlig alt for udbrændt til at kunne tåle ret meget "støj" på linjen, men dette undgår jeg af samme grund med mindre jeg er i balance.

Efter mine kampe med mentorer, kommunen og ikke mindst min mor, bliver jeg voldsom syg af forkølelse/influenza, som bunder ud i bihulebetændelse mm., fordi mit system er så belastet i dag. Min mor har meget svært ved at acceptere, at jeg er anderledes i dag (fundet ind til de følelser, jeg ikke måtte indeholde i opvæksten), hvorfor hun ofte modsiger mig samt starter en diskussion, hvilket stresser mig meget alvorligt. Min mor har desuden yderst svært ved at sætte sig ind i samt forstå sine medmennesker, men giver dem gerne skylden for alt. Dette lider min stedfar voldsomt under.

Tidligere kunne mine følelser overtage fornuften, men det ændrede sig fuldstændigt efter, jeg begyndte at stole på, hvad jeg følte. De fleste er vokset op med at få at vide, at det de føler enten er for meget, ikke nødvendigt, en overreaktion og/eller vi får fortalt, at sådan ville han/hun i hvert fald aldrig sige eller reagere, men vi er alle forskellige med individuelle behov - desuden er det langt fra særlig medfølende, at sige sådan noget.

Ingen kan bruge det at blive dasket i hovedet til ret meget andet, end at føle trang til at kaste sig ud i endnu et destruktivt forhold eller begivenhed. Dette resulterer i at man til sidst ikke aner hvad man føler, og dermed kan man heller ikke stole på sine følelser. Efter terapien lærte jeg at stoppe op og mærke mine følelser. Nu har jeg også lært at stole på, at jeg skal lytte til dem uanset hvad andre "bilder" mig ind. Resultat: Mine katastrofe- og myldertanker er helt væk.

Noget af det værste jeg har oplevet, er at blive puttet i den sædvanlige autist-kasse, fordi jeg på mange måder agerer anderledes grundet min enorme selvindsigt. Når jeg fortæller fagfolk om mine behov - eller de opdager hvor anderledes jeg kan fremstå, kan dette ende rigtig skidt.
Dette kan du læse mere om her: Mentor. Min ADHD har jeg også fået tæmmet, hvorfor den ikke får lov at dominere for ofte, men i stedet bruges hvor den kan gøre gavn.
Det er slet ikke ualmindeligt at de som har asperger oftere bliver overset, undervurderet og ignoreret når vi taler om sårbarhed, behov og struktur. Jeg er yderst godt begavet oven i hatten, hvorfor fagfolk, kommunen og mentorer ofte mener at jeg kan udregne alt, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, og resultatet bliver da også, at jeg kommer til at være plaget af angst, OCD, alvorlig svimmelhed, søvnløshed, spiseforstyrrelser, selvskade, søvnapnø og kronisk træthed i krop og sind fra uger til måneder efter. Apropos mentorer, så hader jeg pyt-knappen - et udtryk de fleste mentorer er ret vilde med. Læs med her: Pyt-knappen.





Jeg slipper aldrig af med hverken min autisme eller ADHD, men mine bi-diagnoser kan jeg holde i dvale ved at være god ved den jeg er.
I dag står jeg med et ben i hver lejr; et ben i autisme lejren og et ben i den neurotypiske lejr, da jeg på mange måder har lært at begå mig rigtig godt, men kun hvis jeg er i overskud.

Har jeg alkohol i blodet, så kan jeg sågar klare at tage i byen og møde mennesker - og apropos det med at møde nye mennesker, så er jeg faktisk ret god til at få kontakt, og kan sågar holde på mine kontakter i dag efter jeg er blevet tilkendt førtidspension. Det kostede dyrt i en periode, men nu kan jeg lige så stille begynde at mærke, hvordan jeg får mere overskud til helt andre ting end jeg nogesinde har haft i hele mit liv - faktisk har mit liv ændret sig så meget, at jeg nu kan begå mig helt uden nogen form for stimulans (smøger og alkohol), hvilket har gjort, at jeg nu tiltrækker overskudsmennesker.

Jeg har drømt om at lære at spille på guitar siden jeg var 19 år gammel, fordi jeg hang ud med nogle venner, som spillede musik. Min bedste ven dengang var guitarist. Siden har jeg lært utallige musikere at kende. Jeg skal dog stadig sørge for at fordele den smule energi, jeg har til rådighed.
Kommunen forstod ikke alvoren af mine diagnoser, fordi jeg jo kan begå mig stort set "normalt", så snart jeg har roen i dagligdagen. Det er jo mennesker og det sociale samt misforståelser fra mine omgivelser, som gjorde mig "syg". Roen giver mig mulighed for at fordele min energi efter behov, for her kan jeg være hele Camille med alle mine talenter og evner. Her stresser jeg mindre og mine bi-diagnoser formindsket betydeligt i dagligdagen (hjemme og uden besøg, for besøg stresser mig voldsomt. Hjemme har jeg sjovt nok ingen autisme1 eller ADHD1 - en win win effekt!


1Autisme er selvfølgelig et medfødt handicap. Det er ADHD også, som kun mærkes i samspil med omverden. Jeg har selvfølgelig mine handicaps 24/7.


Jeg er altså rigtig god social, når jeg kan nå at tænke det hele igennem - og dette sker nemmest blandt tålmodige og rummelige mennesker, men ude i den virkelige verden går det bare alt for stærkt til mit stakkels hoved, og så nedsmelter jeg før jeg når at udregne noget som helst.
Autisme betyder indadvendthed, og er et langsommere "system", hvilket giver sig til udtryk i dårlige sociale færdigheder, mentalisering og kommunikation. Uanset hvor meget jeg øver mig, så kan mit hoved og sind bare ikke klare det sociale i ret lang tid ad gangen, og da slet ikke, hvis jeg skal forholde mig til flere samtaler samtidigt som rundt om et bord.
I stedet kommer jeg til at fremstå som et fjols, for jeg er kvik nok til at se det, men kan intet gøre. Efter min førtidspension har jeg fået så meget ro på, at jeg kan nå at indhente det forsøgte i mit langsomme system. Dvs. at jeg ikke får ophobet for meget i dag - og da slet ikke nu, hvor jeg har lært at stole på, hvad mine følelser fortæller mig - og dermed kan jeg oftere være social end jeg nogensinde har kunnet tidligere. Skønt!.

Rose

Jeg kan endelig mærke at jeg er meget andet end mine diagnoser. Jeg er også bare Camilla! Og Camilla er meget ærlig, trofast, loyal, imødekommende, smilende, autentisk og ser alle lige uanset hudfarve, udseende, religion, diagnose eller status.
Jeg går op i de indre værdier og er derfor fuldstændig ligeglad med rigdom, materielle goder og berømmelse. Selv går jeg op i sundhed og at sindet har det godt, fordi her har man bare meget mere at give andre. Man ser også yngre og sundere ud, når man forkæler krop og sind. Jeg hverken ryger, drikker ret ofte eller går særlig tit med mænd, fordi jeg har brug for at involvere mig på et dybere plan, da jeg giver meget af mig selv.

Jeg er et utrolig kærligt menneske, hvis det skulle vise sig at møde den rette mand - og hvorfor skulle jeg ikke møde ham :) Jeg har dog brug for tid til at fordøje og forstå, men efterhånden vil jeg lære dette menneske at kende ved at se et mønster i væremåden. Åbenhed og en tro på at man er værd at elske, er alfa omega for at finde den gode relation. Jeg ønsker kun at involvere mig med en mand, som er god for mig.

Når først jeg bliver glad for en person, så kan denne regne fuldt ud med mig. Jeg er yderst tillidsfuld og god til at arbejde med kærligheden samt vores liv sammen på en konstruktiv måde. Det at autister ikke er til at diskutere med, er noget forbandet pjat! men det er rigtigt nok, at jeg ikke GIDER at bruge tiden på destruktivt brok, mudderkastning, sladder og andet i den dur. Jeg er for øvrigt en evig romantiker :)