Farvel fra Elisabeth


Kære sødeste søster Camilla, åhh hvor har jeg været dum….Nu er du væk for altid. Men hvorfor skulle du også forandre dig? Jeg tænker ikke her til sidst, men fra starten af – altså da du levede med Anders? Det var som om, at jeg ikke længere kunne kende dig.

Jeg vidste ærlig talt ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, når vi var sammen. Fornuftig har du altid været, men nu blev du bare endnu mere fornuftig. Jeg er selvfølgelig glad for at du formåede at skabe dig et godt liv, og at du endte med at se rigtig godt ud via din udstråling, men pludselig anede jeg ikke længere hvem du var.

Jeg kunne bare mærke, at jeg blev jaloux og yderst irriteret på dig – faktisk havde jeg bare lyst til, at du skulle forsvinde ud af mit liv.
Og så kom du bare altid nemt til tingene lige meget hvad følte jeg. Mor og du var også altid hinandens følgesvende og jeg havde intet. Jeg er bare blevet skilt med en uduelig mand og nu sidder jeg her gammel i en røvkedelig lejlighed. Jo, jeg ved da godt at jeg har veninder og den slags ting, men jeg føler mig kikset på en og anden måde alligevel. Som om at jeg bare ikke kan finde ud af, at gøre det rigtige nogensinde.

Gid jeg var lige så stærk som dig, Camilla. Jeg ved godt, at jeg aldrig roste dig for din styrke – jo på overfladen, men aldrig sådan for alvor. Men du var vanvittig stærk!

Jeg kan godt forstå at mændene både følte sig facineret af dig samtidigt med at de blev skræmte, men det er jo kun indtil de finder ud af, at du er jordens bedste person, for du så jo alle som de var. Og du kunne nærmest se ind i folk.

Jeg var bange når du kiggede på mig, fordi jeg vidste at du ville kunne gennemskue mig. Er du klar over hvor hårdt det var, at skulle skjule alt dette under vores samvær?
Til tider flippede jeg bagefter ud på andre, og så kørte trumlen. Men jeg var stolt af dig og jeg misundte dig virkelig for dit mod, styrke og yderst kvikke hjerne. Tidligere troede jeg du var dum – eller et og andet sted, så vidste jeg godt det ikke var sandt, men jeg var så skide jaloux på dig for fanden.

Du møver bare derudaf som om intet kan vælte dig. Nogle gange har du set helt forfærdelig ud, men jeg vidste jo godt, at du rejste dig igen.
Måske var det derfor at nogen misforstod dit behov for at blive set og forstået – eller det er sgu svært at forholde sig til, at du på den ene side har autisme og ADHD og samtidigt er du stærk som en okse.

Jeg har intet – eller det tror jeg da ikke, men jeg føler ofte at jeg går i stykker af ingenting. Men du Camilla, du rejser dig bare hver gang, for så har du sgu fundet endnu en løsning på problemet.

Jeg vil komme til at savne dig så forfærdelig meget. Jeg er ked af, at jeg ikke var stærk nok til at vise dig at jeg var stolt af dig. Jeg husker tit på, hvor ofte du kaldte mig din ynglingssøster.

Vi ses helt sikkert i himlen, hvor du hører til.

Knus og kram fra din søster som kommer til at savne dig for evigt.