Farvel fra Arly


Kære Camilla. Jeg skulle vist have sagt undskyld for længe siden. Jeg var dog så bange for at miste dig, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. Du var heller ikke altid til at finde ud af, og derfor troede jeg ikke rigtigt på, at du ville gå for altid.

Jeg ventede og ventede, men denne gang kom du ikke tilbage – og alligevel venter jeg stadig. Nu er du død og jeg har ikke andre.

Jeg begyndte at lave din slags mad i tiden efter, men som ugerne gik, vendte jeg tilbage til flødesovsen. Du fik altså ret – jeg hadede at du altid gennemskuede mig, hvorfor jeg ofte reagerede med vrede og brok.
Jeg kunne heller ikke fortælle dig om min smerte selvom du havde gennemskuet mig. Men du skulle ikke bare komme her og fortælle mig…..Tja, du ved alt det fis.

Jeg lærte meget fra dig ingen tvivl om det, men jeg havde svært ved at takle, at du var så velvidende. Ofte følte jeg mig svag og dum i forhold til dig samtidigt med, at jeg følte mig holdt af på den rigtige måde.
Du lærte mig at jeg var værd at holde af, men pludselig forsvandt du uden et ord.

Jeg har haft tid til at tænke over det skete, men jeg har valgt at lukke det ned igen. Det gør simpelthen for ondt at forstille sig, at du aldrig vender tilbage.

Jeg følte mig til tider til besvær, når jeg rakkede ned på dig. Jeg ved dybest inde godt, at jeg er tung at danse med.

Gid jeg havde været bedre til at vise dig, at du betød noget for mig. Jeg havde desværre en tendens til at blive ondskabsfuld og nedladende hvis du fandt på at lave andet, eller hvis du mødte nye mennesker på din vej. Gid jeg var lige så charmerende og god til at imødekomme folk som du var.

Jeg fattede ikke at du kunne have autisme, fordi du var så god til at charmere dig ind hos alt og alle. Jeg hadede når mændene gloede efter dig samtidigt med at jeg følte mig stolt over at kende dig. Der er sgu aldrig nogen som glor efter mig, men hvad fanden rager det egentlig også mig.

Jeg kunne have levet resten af mit liv kun med dig Camilla. Hvis bare du havde ladet mig vise dig, at jeg kunne mande mig op med tiden.
Jeg tror, at hvis du blev ved min side, så ville jeg også have ændret mig på sigt. Men angsten for at blive forladt overtog hver gang jeg besluttede at opføre mig ordentligt uden at det skal lyde for surt det hele.

Du havde bare altid travlt med Thor som var et stort egoistisk røvhul. Og du var simpelthen for naiv. Nogle gange ville jeg ønske mig, at jeg var naiv som du, for så havde jeg også turdet vove pelsen. Du lever bare livet som om intet var hændt imens jeg sidder og ryster i mine store bukser. Jeg var sgu egentlig også røv træt og vred på dig, fordi alting kom så nemt til dig. Tja, du siger at det har kostet dig blod, sved og tårer at arbejde med dig selv, men helt ærligt du, det tror jeg ikke en skid på.

Du satte nogle ting i gang hos mig, men det har jeg valgt at lukke ned for igen – eller som jeg egentlig mener, så er terapi fis i en hornlygte.

Nu er du væk, men jeg vil ikke vise nogen at du betød noget for mig. Men det gjorde du og jeg savner dig stadig – det tror jeg nok jeg gør eller det gør jeg, men ingen skal vide det.

Jeg undskylder at jeg ikke kunne komme til din begravelse, men jeg hader sådan noget. Grunden er selvfølgelig at jeg er så meget i kontakt med mine følelser.
Jeg ved godt at du har sagt at det er omvendt, men det har du vist misforstået.
Du mor vil helt sikkert forstå, at jeg har valgt ikke at deltage i dag. Det værste er det hele er, at jeg burde have været død før dig. Mvh. Din tidligere ven Arly